You are currently viewing Skaksommerlejren skudt i gang

Skaksommerlejren skudt i gang

Omkring samtidigt som Tour de France feltet kørte gennem Kolding startede årets skaksommerlejr på Skanderup Efterskole, der ligger få kilometer uden for Kolding.

Årets tema på skaklejren er netop Tour de France, hvilket bedst ses af, at årets t-shirt, som alle på lejren modtager, er gul. Så kan de glade unge spillere alle være i førertrøjen hele ugen på Skanderup Efterskole!

Lejren er igen i år en stor succes, da den er fuldtegnet med 95 glade skakspillere. Frem til den kommende lørdag skal de dyste i så forskellige skakaktiviteter som lejrturnering, lynskak, babyskak, kondiskak, og kykskak.

For at det hele ikke kun handler om skak,  arrangeres der hver eftermiddag Skanderuplegene, hvor eleverne er sat sammen i hold på tværs af køn, alder og skakmæssig styrke. I løbet af ugen dyster alle hold mod alle i et hav af forskellige mere eller mindre alternative discipliner, som der trækkes lod om hver dag. Eleverne håber – lederne frygter – hver dag, at vandballonkast mod lederne er dagens disciplin.

Lejrens første aktivitet var den traditionelle lynturnering søndag aften. Turneringen blev afviklet i 10-mands grupper og vinder af den øverste gruppe blev Emil Zander fra Kjellerup med 7 point foran Alf Andries med 6½ point. Link til resultater: https://skaklejr.dk/lejr2022/lyn

På skaklejrens hjemmeside og på Facebook vil der løbende i løbet af ugen blive lagt billeder, resultater og referater ud fra dagens aktiviteter.

Hjemmesiden for skaksommerlejren: https://skaklejr.dk/

Skaksommerlejren på Facebook: https://www.facebook.com/skaklejr