Træningsweekend for pigespillere

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Efter en succesfuld træningssamling på Tjele Efterskole med 15 deltagere i februar måned har pigetræner i Dansk Skak Union Peter Grove haft afholdt endnu en træningsweekend – denne gang i Skanderborg. Peter Grove skriver til skak.dk:

 

Der er i den forgangne weekend den 19-21 maj blevet afholdt en træningsweekend for pigespillere.  Der var 14 deltagende piger, hvor niveauet spændte sig fra nærmest nybegyndere til deltagere i internationale stævner. Hverken dette niveauspænd eller aldersforskelle på op til 6 år blev en udfordring, da pigerne generelt går godt i spænd socialt på tværs af alder, niveau og geografi. Dette er en sand fornøjelse at være vidne til som underviser samt arrangør!

 

Weekenden stod på blandt andet undervisning ved henholdsvis pigeskakansvarlig Peter Grove og Nicolai Brondt, der er rutineret underviser fra såvel Tjele Sommerlejr, BMS Skakklub samt privatundervisning. Pigerne var delt op i to grupper, og de var igennem en samling opgaver, gennemgang af bondestrukturer og generel snak omkring planer indenfor skak.

 

 

Det er anden gang i år at pigespillerne er samlet til en hyggeweekend. Foto: Peter Grove

 

Der var desuden tid til meget andet som sport og hygge. Og hvad gør man lørdag middag, når man står og mangler en mand til rundbold? Man ringer naturligvis til Skanderborgs stormester Mads Andersen, der udover at have knap 2600 i rating også viste stor teknik på sin gamle hjemmebane i rundbold på Morten Børup Skolen.

 

 

Udover skak blev der hygget med blandt andet rundbold. Foto: Peter Grove 

 

Lørdag aften blev han ligeledes presset til det yderste i simultan af pigerne, men slap dog afsted med skindet på næsen samt en sejr på 14-0.

 

GM Mads Andersen spiller simultan på hjemmebane i Skanderborg. Foto: Peter Grove 

 

Tak til SKanderborg SKakklub for forplejning og praktisk hjælp i forbindelse med weekenden. Vi planlægger endnu en pigesamling, der kunne placeres i midten af august. I den her forbindelse hører undertegnede gerne fra interesserede deltagere og arrangører. En arrangør i øst-Danmark vil være særlig velkommen! Kontakt gerne via mail pigeskak@skak.dk