You are currently viewing GM Szpar vandt Amagers 100-års jubilæumsturnering

GM Szpar vandt Amagers 100-års jubilæumsturnering

Den polske stormester Milosz Szpar vandt Amager Skakforenings 100-års GM jubilæumsturnering alene med 6 point af 9 mulige. Da den hidtil førende spiller, IM Miguoel Admiraal fra Holland, tabte til IM Viktor Haarmark Nielsen i sidste runde, var vejen banet for Szpar til at vinde turneringen udelt.

Milosz Szpar vandt 3 partier og spillede 6 remis. Han kan nu tage førstepræmien på 8.000, – dkr. med hjem til Polen.

Milosz Szpar er et ret nyt bekendtskab i dansk skak. Han er 24 år og blev stormester sidste år. I følge Wikipedia er hans nye ratingtal på 2514 det hidtil højeste.

Fotoet af Milosz Szpar øverst i artiklen er taget af Thomas Vestergård.

Andenpladsen blev delt mellem IM Eline Roebers fra Holland, GM Yuri Solodovnichenko fra Ukraine og IM Miguoel Admiraal fra Holland med 5½ point. De vinder hver 2.000, – dkr.

Admiraal kunne score sin tredje og sidste GM-norm med gevinst mod Viktor Haarmark Nielsen i sidste runde, men Admiraal virkede nervøs og stod til tab efter 18 træk.

IM Viktor Haarmark Nielsen blev bedste danske spiller med 4½ point og en lille ratingfremgang. Foto: Thomas Vestergård

I IM-gruppen delte FM Luitjen Akselsson Apol fra Færøerne og GM Eduardas Rozentalis fra Litauen førstepræmien med 5½ point. De vinder hver 4.000, – dkr. Tredjepræmien på 2.000,- dkr. deltes mellem svenske GM Axel Smith og FM Jeppe Hald Falkesgaard fra Brønshøj, der blev bedste dansker i gruppen.

Luitjen Akselsson Apol var førstebræt for Færøerne under OL i september. Her scorede han 5½ af 11 med kun en remis undervejs. Den kompromisløse stil slog også igennem på Amager, hvor det blev til 4 gevinster, 2 nederlag og 3 remiser.

FM Luitjen Akselsson Apol fra Færøerne – delt vinder af IM-gruppen. Foto: Thomas Vestergård

Modsat GM-gruppen, hvor Viktor Haarmark var eneste dansker, der vandt lidt rating, vandt alle fire danskere i IM-gruppen rating i den meget jævnbyrdige gruppe. Kun 2 point skilte nummer et fra sidstepladsen.

I den åbne gruppe vandt FM Niels Nørskov Laursen fra ØBRO med 5 point af 7 mulige og bedre korrektion end tyske Emil Meyer og Steen Clausen fra K41.

Partier: https://lichess.org/broadcast/amagers-100ars-jubilumsturnering/DFjDj9Tq

Resultater GM- og IM-grupperne: turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=30269

Resultater den åbne gruppe: turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=30270

Amager Skakforenings hjemmeside: amsf.dk