Optakt til “Bobby Fischer Against the World”

Som lovet her på hjemmesiden i går kan vi nu bringe en 13 minutter lang video, hvor stormester Lars Schandorff introducerer publikum for hovedpersonen i filmen ”Bobby Fischer Against the World”, der havde danmarkspremiere mandag aften i Dagmar Teatret.

Efter introduktionen interviewer Schandorff den tidligere danske mester, Svend Hamann, om dennes møder med Fischer tilbage i slutningen af tresserne. Her mødte Hamann dels Fischer i en turnering i Israel og senere var Fischer på privat besøg hos Hamann i Lyngby.

Det omtalte parti fra 1968 i Israel mellem Fischer og Hamann kan gennemspilles til sidst i artiklen.

Der eksisterer også et foto fra Tel-Aviv 1968, klik her for at se det.