You are currently viewing 4. Divisionsrunde udsat

4. Divisionsrunde udsat

Så skete det desværre igen – Corona demonstrerede endnu engang hvor uimodståelig pandemien er, indtil videre i hvert fald.

Regeringen har atter strammet retningslinjerne for hvorledes vi skal omgås hinanden, og som tidligere skal skakken naturligvis også indrette sig herefter, uanset hvor ærgerligt og irriterende det end er. Jeg har allerede noteret mig at klublederne rundt omkring i landet i høj grad er deres ansvar bevidste, og selvom det er træls, har aflyst og/eller udsat arrangementer i stor stil. De som endnu ikke har gjort det, skal overveje situationen meget grundigt, og efterfølgende træffe beslutninger, som er afstemt efter lokale forhold og anvisninger.

De nuværende stramninger gælder til 17/1 – der skal spilles divisionsskak den 16/1, deraf følger nedenstående konsekvens:

Jeg har aftalt med Divisionsturneringsleder Hans Milter Pedersen, at vi allerede nu udsætter 4. runde, altså runden som skal spilles 16. januar. Divisionsturneringsudvalget vil snarest bekendtgøre forslag til hvorledes resten af sæsonen skal forløbe, så det vil jeg ikke gå i detaljer med her, ud over at jeg vil bede jer holde et vågent øje med divisionsturneringens hjemmeside på holdskak.skak.dk, plus naturligvis tjekke e-mail fra Divisionsturneringslederen.

Såfremt en klub, der måske råder over egne lokaler, kan afvikle en holdskakmatch inden for tilladte rammer, må man gerne spille, forudsat man selv og gæsterne ellers har lyst til det. Men det skal understreges at det kræver begge klubbers tilslutning.

Ovenstående gælder indtil andet meddeles udelukkende for 4. runde af divisionsturneringen.

Hovedkredsbestyrelserne skal naturligvis overveje deres respektive holdturneringer, og melde ud hvad der skal være gældende her. Nogle skal måske først spille den 18. januar eller senere, og vil derfor afvente udviklingen lidt, inden de tager stilling til hvad der skal ske – det er hovedkredsenes suveræne afgørelse.

Poul Jacobsen