Politiken Cup 2014

Årets udgave af Politiken Cup har måtte flytte lidt i kalenderen af hensyn til de svenske og norske mesterskaber samt OL i Tromsø til august. Spilleperioden er i år fra mandag den 21. juli til tirsdag den 29. juli. Heldigvis ser det ikke ud til at have påvirket deltagerantallet, nærmest tværtimod. I skrivende stund er der 268 tilmeldte. Sidste år nåede deltagerantallet op på 309 spillere og med 3 uger inden start, kan sidste års deltagerantal stadig nås.

Hvis man tilmelder sig og betaler senest i morgen den 1. juli, får man 100 kr. i rabat på indskuddet.

I år er der 25 stormestre tilmeldt, af disse har 11 over 2600 i rating (sidste år havde kun 5 spillere over 2600 i rating):

1. GM Alexander Moiseenko (2707), Ukarine
2. GM Romain Édouard (2702), Frankrig
3. GM Richárd Rapport (2701), Ungarn
4. GM Xiangzhi Bu (2693), Kina
5. GM Maxim Matlakov (2689), Rusland
6. GM Maxim Rodshtein (2672), Israel
7. GM Gawain C. B. Jones (2654), England
8. GM Parimarjan Negi (2643), Indien
9. GM Evgeny Romanov (2639), Rusland
10. GM Georg Meier (2632), Tyskland
11. GM Jan H. Timman (2610), Holland

 

negi 9_runde_525pix
Sidste års vinder GM Parimarjan Negi fra Indien får endnu stærkere modstand i år (foto: thv)

Som sædvanligt byder Politiken Cup på en række sidearrangementer. Der vil være foredrag af IM Silas Lund med titlen “The secret life of bad Bishops”, Jan Løfberg holder et foredrag om Bent Larsen og GM Sune Berg Hansen stiller op til simultan.

Forlaget Quality Chess sponserer 3 bøger pr. runde, der udtrækkes blandt alle deltagere med under 2200 i rating.

Forlaget New in Chess sponsorerer to abonnementer, de går til de bedste partier. Et abonnement til en spiller over 2000 i rating og et til en spiller under 2000.

Politiken Parlyn spilles fredag den 25. juli, Oddset Blitz lørdag den 26. juli mens DM i opgaveløsning afholdes søndag den 27. juli. En travl weekend hvor også Børne Cuppen løber af stablen lørdag den 26.

Se meget mere og tilmeld dig på: www.politikencup.dk

 

konventum sommer2012
Spillestedet er som sædvanlig Konventum i Helsingør.