Efter næsten 5 års usikkerhed om de økonomiske og administrative krav til at dyrke og administrere Dansk Skak Unions tilbud på fritids- og kulturområdet, er det en usigelig stor glæde og lettelse at modtage Skatterådets endelige afgørelse om at vi fritages for at betale moms af kontingenter og turneringsindskud. Ikke mindst på vegne af de mange frivillige klubledere som slipper for et kæmpe administrativt ekstraarbejde, men også på vegne af de mange betalende medlemmer, som ellers måtte imødese en prisstigning på 25%, som de i realiteten ikke ville opleve gav dem merværdi.
Så med et lettelsens suk vil jeg gerne her takke de dygtige folk fra Danmarks Bridgeforbund og Dansk Skak Union, som med deres store og kompetente indsats, har sikret, at vi på en ordentlig måde, har kunnet argumentere disse truende ekstraomkostninger bort.
HB-medlem Morten Fabrin, der på vegne af Dansk Skak Union har ført sagen for Skatterådet, har skrevet det nedenstående om sagsforløbet.
Poul Jacobsen
Formand Dansk Skak Union
Af Morten Fabrin
Skatterådet har den 25. august 2026 i et bindende svar givet en skakklub medhold i, at den ikke skal betale moms af kontingenter og turneringsindskud, idet skak er en kulturel aktivitet omfattet af den danske kulturarv og dermed momsfri i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
Dette medfører, at Skattestyrelsen skal anerkende, at skak i det hele taget er fritaget for moms, og Dansk Skak Union, dens hovedkredse, klubber og medlemmer kan ånde lettet op. I et styresignal af 22. august 2025 havde Skattestyrelsen ellers bestemt, at, bridge, skak og anden tankesport ikke længere kunne være momsfritaget som sport og derfor fra den 1. januar 2026 var momspligtig med alt hvad dette måtte indebære med hensyn til førelse af momsregnskab, indberetninger, fakturakrav og kontingentforhøjelser mv.
Forhistorien
Sagen udspringer af en dom, som EU-domstolen afsagde den 26. oktober 2017, hvor den engelske bridgeunion ikke fik medhold i, at bridge som sport kunne fritages for moms, idet spillet ikke rummede et tilstrækkeligt fysisk element. Det fremgik imidlertid udtrykkeligt af dommen, at der ikke hermed var taget stilling til, om bridge kunne fritages som en kulturel ydelse, ”når aktiviteten, henset til sin udøvelse, historie og de traditioner, den indgår i, i en bestemt medlemsstat optager en plads i såvel denne medlemsstats sociale og kulturelle arv, at den kan betragtes som en del af medlemsstatens kultur. Domstolen havde i denne forbindelse fastslået, at den tilsvarende bestemmelse i direktiv 77/388 giver medlemsstaterne en skønsmæssig beføjelse til at afgøre, hvilke kulturelle ydelser, de fritager…”
Der gik mere end fire år, før Skattestyrelsen i anledning af EU-dommen rørte på sig og henvendte sig til Tankesportsforbundet sidst i november 2021. I de følgende år nærmest tæppebombede Bridgeforbundet og Dansk Skak Union Skattestyrelsen med argumenter for og materiale om, at bridge, skak og anden tankesport var kultur. Herunder havde repræsentanter for både bridge og skak også foretræde for Folketingets Skatteudvalg og mødte i vidt omfang betydelig forståelse for tankesportens synspunkter. Også de skiftende skatteministre blev kontaktet, og de viste forståelse, men understregede, at ”vi er forpligtede til at følge EU-retten” – tilsyneladende uden at ofre det opmærksomhed, at den nævnte EU-dom udtrykkeligt ikke havde taget stilling til kultursynspunktet.
Skattestyrelsens styresignal
Skattestyrelsen udarbejdede et udkast til et styresignal og senere, den 22. august 2025, et endeligt styresignal, der på 2½ linje uden argumentation forkastede kultursynspunktet. Styresignalet blev paradoksalt nok udsendt tre dage efter, at den daværende kulturminister (der nu er skatteminister!) havde udsendt en pressemeddelelse om, at ”Regeringen fjerner bøvl og bureaukrati for landets foreninger” indeholdende 30 initiativer ”for at lette de frivillige fra at druknes af unødvendigt bøvl”.
Bridge, skak og anden tankesport skulle herefter betale moms med virkning fra den 1. januar 2026.
Bridgesagen
Danmarks Bridgeforbund førte derefter i efteråret 2025 på vegne af Varde Bridgeklub efter et omfattende forarbejde en sag for Skatterådet, som i et bindende svar af 16. december 2025 fastslog, at bridge var en kulturel aktivitet omfattet af den danske kulturarv. Dette medførte, at Skattestyrelsen herefter måtte acceptere, at bridge straks blev fritaget for moms. Samtidig udsatte Skattestyrelsen momspligten for den øvrige tankesport til den 1. januar 2027 med henblik på at overveje konsekvenserne for skak, backgammon mv.
Skaksagen
Da de nævnte overvejelser trak ud, og af hensyn til berammelsestiden ved Skatterådet indsendte Dansk Skak Union den 1. juni 2026 på vegne af Skakklubben af 1968 en anmodning til Skatterådet om bindende svar på, om kontingenter og turneringsindskud i klubben var fritaget for moms. Anmodningen var meget omfattende (16 sider + 17 yderligere bilag) og havde naturligvis et hovedtema om, at skak i momsmæssig forstand var sammenlignelig med bridge og endda var endnu mere langvarigt forankret i den danske kulturarv end bridgen. I øvrigt kunne Dansk Skak Union i høj grad drage nytte af den argumentation, som Bridgeforbundet havde anvendt over for Skatterådet.
Skakklubben af 1968 var udvalgt som ”prøveklub”, da den er en stor klub, som modtager tilskud efter Folkeoplysningsloven – helt parallelt med, at Bridgeforbundet havde rejst sagen på vegne af Varde Bridgeklub. Det skal her tilføjes, at anmodninger om bindende svar fra Skatterådet skal indeholde helt konkrete spørgsmål, der skal stilles af en enkelt person/forening eller lignende.
Skattestyrelsen opgav partiet
Det lettede i høj grad unionens arbejde med sagen, da Skattestyrelsen i den følgende høringsfase nu omsider accepterede anmodningen og indstillede til Skatterådet, at det stillede spørgsmål skulle besvares med ”Ja”. Man kan vel sige, at Skattestyrelsen opgav sit håbløse parti før matsætning.
På sit møde den 25. august 2026 har Skatterådet herefter sagt ja til det stillede spørgsmål om momsfritagelse for Skakklubben af 1968.
Skattestyrelsen har ikke udsendt nogen særskilt meddelelse om konsekvenserne for udøvelse af skak generelt, men i overskriften for afgørelsen står der
Skakspillet momsfritaget som kulturel aktivitet,
så dette må gælde skakken i Danmark generelt.
Den øvrige tankesport
Da både bridge og skak nu er fritaget for moms, har Dansk Skak Union både skriftligt og mundtligt opfordret Skattestyrelsen til at bestemme, at tankesport som helhed, dvs alle kort- og brætspil, fritages for moms. F.eks. rammer i hvert fald både backgammon og l´hombre og muligvis også andre spil momspligtens bundgrænse på 50.000 kr. i årlig omsætning. Den organiserede bridge og skak fylder i medlemstal mere end 95% af den samlede tankesport, og det vil være ganske uforståeligt for alle og imod al sund fornuft, hvis de relativt ganske små tankesportsgrene skal være momspligtige, når de to store – og med god grund – går fri. Kort- og brætspillene må betragtes som et hele, der samlet set er dybt forankret i den danske kulturarv.
Skattestyrelsens chefkonsulent har i den anledning foreløbig meddelt, at der må forventes ”en eller anden form for meddelelse inden den 1. januar 2027 i relation til styresignalet om tankesport, men hvad indholdet af meddelelsen bliver og i hvilken form, den bliver afgivet, det tør jeg ikke gætte på endnu”.
Dansk Skak Union har heroverfor ret skarpt påpeget, at det ikke kan være meningen, at backgammon, l´hombre mm skal svæve i uvished om deres skæbne muligvis helt til nytår, hvor deres momsfritagelse udløber og eventuelt også må i gang med processer for Skatterådet i den kommende tid.
Skatterådets afgørelse kan findes her:
https://info.skat.dk/data.aspx?oid=16010
Morten Fabrin
