Anders Bork Hansen fra Sjælsø Skakklub har sendt et spændende interview til skak.dk med GM Oleg Romanishin. Fra midten af 70erne og et tiår frem var Romanishin i den absolutte verdenselite, hvor han fast befandt sig i top-20.
Fulde navn: Oleg Mikhailovich Romanishin
Født: 10. januar 1952 (70 år)
Fødested: Lviv, Ukraine
Stormester: 1976
Højeste ratingtal: 2615 (juli 1993)
Bedste placering på verdensranglisten: 11 (januar 1978)
Se mere her: https://www.olimpbase.org/Elo/player/Romanishin,%20Oleg%20M..html
GM Oleg Romanishin er en levende legende indenfor skak og kendt for sin originale ideer og aggressive spillestil. Han deltog i Chess Menorca Open 2022.
Trods sine 70 år var han med helt fremme i førerfeltet tidligt i turneringen indtil, at et nederlag til den indiske superstjerne GM Arjun Erigaisi i slutningen af turneringen tog vinden ud af sejlene.
Med 3½/7 blev Romanishin højst scorende senior og modtog et stående bifald under præmieoverrækkelsen.
I lufthavnen spurgte jeg, om jeg måtte interviewe ham om hans lange skakliv til vores klubs website, og nedenstående er uddrag fra en lang samtale.
Anders: Hvad får dig til at holde dig aktiv i skak i en alder, hvor andre spillere er gået på pension?
Oleg: Det er vigtigt at holde sig i gang. For mig er det skakken, der betyder noget. Der er alt for mange, der ikke spiller eller ikke spiller ret meget, når de bliver ældre.
Her har FIDE et problem. I tennis nulstiller man ranglisten hvert år, og hvis du ikke er en aktiv spiller, så er du ikke på ranglisten. FIDE burde gøre det samme. Der er gamle spillere med alt for høj rating, og der er unge spillere med alt for lidt. Det er et problem.
Hvis du ikke spiller selv i nogle år, så skal du miste rating. Sådan må det være. Titler er selvfølgelig titler. Det er klart, at er du blevet udnævnt til stormester eller international mester, så har du den for resten af livet.
Anders: Hvordan har du det med at spille mod unge spillere?
Oleg: Det er meget svært. Problemet er, at de unge ikke har respekt. De har set mine partier i gamle skakbøger og artikler og i databaser. Så de er alle sammen motiverede for at slå ’den gamle’. Dertil kommer at partierne spilles med kortere og kortere betænkningstid, og nogle gange to partier om dagen. Det er i de unge spilleres favør.
Tag for eksempel mit parti mod Arjun Erigaisi. Jeg kom ud af åbningsfasen og stod under pres. Jeg brugte megen tid og energi på at forsvare mig, og til sidst var stillingen da også udlignet. Men jeg havde brugt al for megen tid, og jeg skulle både nå at tænke, udføre mit træk og notere på min liste. Og så tabte jeg på tid. Noget lignende gentog sig i sidste runde. Den slags er virkelig irriterende.
Når jeg spiller en turnering, så bruger jeg aftenen på at forberede næste dags parti. Jeg kigger på min modstander og leder efter ideer til, hvordan jeg kan vinde partiet. Det kan jeg ikke, når der er to partier på en dag. Og så har jeg ikke talt om hviledage. De findes stort set ikke længere. Dem havde vi i gamle dage. Nu om dage kræver det virkelig en god fysik at spille skak på højt niveau.
Anders: Hvad laver du mellem turneringerne?
Oleg: Jeg træner på den gammeldags måde. Jeg spiller ikke online skak overhovedet. En ung spiller fortalte mig, at han kigger alle partier fra alle turneringer igennem. Det gør han hver dag. Det har jeg ikke energien til. Jeg har nogle talenter, som jeg underviser, og ellers finder jeg inspiration og ideer ved at analyse med bræt og brikker alene.
Det hele fungerer bedst for mig, når jeg har en lind strøm af turneringer. Derfor var COVID-19 nedlukningen ekstra hård for min generation. Online turneringer tæller ikke rigtigt.
Anders: Må jeg spørge, hvordan krigen i Ukraine påvirker dig?
Oleg: Det er forfærdeligt. Det er helt enkelt. Mennesker bliver dræbt. Det er ganske enkelt forfærdeligt. Alt bliver ødelagt. Alt. Bygninger ødelægges. Det kommer til at tage årtier at genopbygge. Skal vi flygte? Skal vi blive?
Min familie og jeg har besluttet, at vi bliver. Men vi er klar til at flygte, hvis vi skal.
Det er forfærdeligt. Men usikkerheden er intet i forhold til de stakkels mennesker, der bliver lemlæstede eller dræbt. Eller mister et barn.
Russerne siger, at vi er ét folk. Hvorfor dræber de os så? Måske er Putin vred over, at ukrainerne er uenige (slår en ironisk latter op). Selvom Sovjetunionen udadtil gav indtryk af, at alle landene var forenede, så var det ikke sådan i virkeligheden for os, der levede dengang.
Jeg husker skak-OL i Buenos Aires 1978, hvor kvindeholdet udelukkende bestod af spillere fra Georgien. Det var Chiburdanidze, Gaprindashvili, Alexandria og Akhmilovskaya. Sidstnævnte var godt nok født i Rusland, men hun boede i Tbilisi i Georgien.
Da OL skulle starte, havde arrangørerne lavet navneskilte, hvor nationaliteten var angivet som ’Rusland’ og ikke ’USSR’. Spillerne nedlagde protest og nægtede at spille ”som russere”. Først da navneskiltene var blevet korrigerede, ville holdet spille. Det siger meget om, hvilket forhold mennesker i republikkerne havde til russerne og den russiske mentalitet.
Skak OL 1978 var foresten et anderledes år. Alle de mandlige topspillere fra USSR var på Filippinerne, hvor matchen mellem Karpov og Korchnoi trak ud. Ungarn vandt OL og USSR blev nummer to.
Så blev der plads til spillere længere nede på ranglisten. Det var mit første skak OL, hvor vi vandt sølv efter et ungarsk hold, der sensationelt vandt guld. Det var også det eneste for Sovjet. Senere spillede jeg for Ukraine i årene 1992, 1994, 1996 og 2000.
Anders: Nu nævner du Korchnoi. Hvordan var dit forhold til ham?
Oleg: Mit forhold til ham var normalt. Der var og er stadig mange kulørte historier om ham og hans temperament – og mange er sande – men jeg var altså hverken ven eller uven. Han havde et vanskeligt sind.
Engang bragte Korchnoi mig i en vanskelig situation med KGB, som kunne have ødelagt min karriere som professionel skakspiller.
Som du ved, betragtede Sovjetunionen Korchnoi som forræder efter han hoppede af til Vesten under en turnering i Holland i 1976. USSR boykottede enhver turnering siden for at ødelægge Victors muligheder for at forblive i skakkens top.
KGB havde det sidste ord, når vi spillere skulle have lov til at rejse til udlandet for at deltage i skakturneringer.
I 1981 var Artur Yusupov og jeg udtaget til at spille i Lone Pine, hvor der i mange år blev arrangeret en stærk turnering med strenge adgangskrav. En pengestærk mæcen gjorde det muligt for Lone Pine at være den stærkeste turnering i USA i slutningen af 70’erne og til starten af 80’erne.
Artur og jeg rejste til Lone Pine i Californien uden en KGB officer, og jeg var udpeget som delegationsleder, da jeg var ældst. Sådan gjorde man.
Aftenen før første runde banker det på min hoteldør. Udenfor står turneringsdirektøren og meddeler, at turneringen helt uventet har fået en tilmelding i sidste øjeblik. Jamen fint nok, svarede jeg. Det var jo trods alt en åben turnering, så hvad var problemet. Svaret var, at Korchnoi samme aften havde tilmeldt sig og stillede til start næste dag. Kalkulen var selvfølgelig, at med mindre end 24 timer til turneringsstart ville der være en fair chance for, at Korchnoi kunne omgås USSRs sanktioner.
Yusupov og jeg var nu i en penibel situation.
Det må forstås, at det sovjetiske system var indrettet således, at de overordnede i reglen ville tage æren for en god beslutning og skubbe ansvaret nedad til underordnede for en dårlig beslutning. Derfor var det i reglen vanskeligt at få truffet hurtige beslutninger.
Artur og jeg besluttede os for at kontakte Det russiske Konsulat i Californien, som var alt andet end begejstret ved udsigten til at skulle hastebehandle sådan en politisk varm kartoffel.
Næste morgen fik vi overbragt besked fra konsulatet om, at vi havde tilladelse til at deltage i turneringen. Dermed kunne vi ikke få kritik, og vi spillede med i turneringen, som en veloplagt Korchnoi vandt med 7 point af 9 mulige.
Grunden til at jeg fortæller denne historie er, at mange år senere mødte jeg Korchnoi. USSR eksisterede ikke længere, og Korchnoi havde søgt aktsindsigt for at finde ud af, hvad der var hændt i det politiske system den aften og morgen inden turneringen (samt mange andre forhold).
Det fremgik af de officielle dokumenter, at konsulatet havde bedt den ledende KGB-officer i USA om at klappe situationen af med den øverste politiske ledelse i Moskva. De viste sig imidlertid særdeles utilfredse med at blive forstyrret i deres weekend i deres dachaer. Tidsforskellen og vrangvilligheden gjorde, at en underordnet ansat på konsulatet sendte en fax tilbage til hotellet og instruerede spillerne i at deltage som planlagt.
Yusupov og jeg hørte aldrig mere til episoden, og vi oplevede heller ikke repressalier. Sagen blev mørklagt.
I de sidste år af Victors liv var vi af og til i kontakt, og han kunne fortælle om mange episoder, hvor KGB havde blandet sig og truffet inkompetente beslutninger med konsekvenser for kendte og ukendte skakspillere.
Vi bliver kaldt til udgangen og resten af turen underholder Oleg om klassisk polsk-sproget litteratur!
Et af Romanishins bedste partier. Spillet i 1975:
