Har du en Landstræner i maven?
Dansk Skak Union mangler en leder af landsholdet, og indbyder hermed interesserede i jobbet til at lægge billet ind på stillingen.
Vi lægger vægt på et indgående kendskab til den danske elite, både den etablerede og de kommende topspillere. Vi ser gerne at ansøgeren behersker dansk i både skrift og tale, men det er ikke et uomgængeligt krav, engelsk kan også gå an.
Foruden overstående skal ansøger have et indgående kendskab til skak på højere niveau, og en god forståelse for mandskabshåndtering, hvor det er en særlig opgave at få landsholdstruppens individualister til at fungere som et hold, der i landsholdsturneringer kan støtte og hjælpe hinanden.
Det forventes at ansøgeren kan planlægge og gennemføre et passende antal træningssamlinger for landsholdstruppen. Vedkommende skal desuden kunne bistå med individuel rådgivning for den enkelte, omkring turneringsvalg og særlige træningsindsatser.
Landsholdslederen er ansvarlig for det budget som er afsat til elitearbejdet, både elitestøtten og landsholdsturneringerne, og skal selv fordele støtte til de enkelte medlemmer af truppen. Det forventes at der, i samarbejde med Unionens kasserer, føres regnskab over forbruget.
Landsholdslederen indgår sammen med de øvrige landstrænere i unionens eliteudvalg, og har herigennem mulighed for indflydelse på udmøntning af unionens Elitepolitik.
Det er naturligt, men ikke et krav, at landsholdslederen ledsager holdet til officielle landsholdsturneringer, og fungerer som holdkaptajn med ansvar for holdopstilling i de enkelte matcher. Desuden forventes det at vedkommende arrangerer rejser når holdet skal afsted.
Ansøgning stiles snarest muligt til Dansk Skak Unions formand Poul Jacobsen, meget gerne via mail til formand@skak.dk. For god ordens skyld gøres opmærksom på at vi taler med en kvalificeret ansøger, men vil gerne have flere at vælge imellem. Stillingen besættes når vi har fundet den rette person til jobbet.
Eventuel yderligere info kan fås ved henvendelse til Poul Jacobsen på 4083 3616.
Poul Jacobsen