You are currently viewing Danmark vandt mini-landskamp på Island

Danmark vandt mini-landskamp på Island

WFM Ellen Fredericia Nilssen og GM Mads Andersen har i weekenden repræsenteret Danmark i Reykjavík International Games, hvor de andre lande i konkurrencerne var Island, Norge og Sverige.

Fredag blev der spillet lynskak i en stor gruppe med 38 deltagere. Her blev Mads Andersen nummer to med 8½ af 11, et halvt point efter efter GM Hannes Stefansson på førstepladsen. Ellen Fredericia var bedste kvinde på en samlet 14-plads i det stærke felt, der talte 7 stormestre.

Se resultaterne her.

Fotoet øverst i artiklen af Ellen Fredericia og Mads Andersen er lånt fra https://skak.is/

Lørdag var det tid til holdhurtigskak mellem de 4 nationer. I den ene semifinale mødtes Norge og Danmark, mens Island og Sverige stødte sammen i den anden. Alle hold bestod af en kvinde og en mand, og man skulle spille to partier mod hinanden.

Danmark var meget sikre mod Norge, der blev besejret 3½ – ½. Den anden semifinale endte 2- 2 mellem Sverige og Island, hvorefter et Armageddon-parti mellem IM Jung Min Seo (Sverige) og GM Hjorvar Steinn Gretarsson (Island) blev afgørende for, at det var Sverige, der kom i finalen.

I finalen spillede Mads Andersen to remiser mod IM Jung Min Seo, mens Ellen Fredericia Nilssen slog WIM Viktoria Johansson 1½ – ½, hvorfor Danmark vandt turneringen.

Med sejren fulgte et trofæ til hver i islandsk lava og 100.000,- islandske kroner, hvilket svarer til cirka 5.200,- danske kroner.

Norge tog bronze med en 2½ – 1½ sejr over værtsnationen Island.

Se enkeltresultaterne her.

Reykjavik International Game: https://www.rig.is/en/