You are currently viewing Reportage: Dansk gambit i Andesbjergene

Reportage: Dansk gambit i Andesbjergene

Hver weekend afholdes skakturneringer i alle verdens hjørner, og ofte er det eneste, man skal bruge for at deltage sit Fide ID. For et par uger siden prøvede en dansk journalist kræfter med sydamerikanske spillere i Andesbjergene. Læs om oplevelsen her, som meget venligt er stillet til rådighed af Matias Ludvig Littauer, der har skrevet teksten og Laura Michel Noviteño, der har taget de flotte fotos.

Dansk gambit i Andesbjergene
E8. Skak. Jeg tager mig til hovedet. Hun fortrækker ikke en mine, kigger ikke engang op. Men lyden tårnet afgav, da det ramte e8, var ikke til at tage fejl af. Hun ved godt, at trækket har ændret spillet og med al sandsynlighed vil blive mit endeligt.

I løbet af to timer har vi knapt udvekslet et ord, spillet har bølget frem og tilbage, og vi har begge haft vores offensive momenter, der har hugget mange minutter af hinandens betænkningstid. Men på intet tidspunkt er en brik blevet hakket så hårdt og demonstrativt i brættet som nu. Sikke en irriterende måde at kommunikere på.

Jeg har kun ét lovlig træk, og det er at placere min konge, så den står perfekt i position til hendes hests gaffel. Og jeg kan ikke engang vinde hesten, når den har spist mit tårn. Jeg havde hende ellers presset i bund. Men med initiativet følger hovmodet, og på trods af at jeg stadig har en halv time på uret, blev jeg for opslugt af mine offensive planer.

Den gamle stationsbygning for svævebanen mellem Manizales og Mariquita. Foto: Laura Michel Noviteño

Det er min første officielle skakturnering, og scenen for ITT Internacional de las Américas kunne ikke være mere eventyrlig. Vi sidder på rad og række tæt under loftet i en af de Manizales’ ældste bygninger – en af de få der overlevede de brutale brænde, der hærgede denne colombianske bjergby i 1920’erne.

Der er ingen isolering, ikke engang loftbeklædning, så vi kigger direkte op på undersiden af de store, mørke teglsten, der holdes oppe af brede træbrædder af rød mangrove. Gennem væggene siver lyden af trafik, musik og lystige unge colombianere, der lige har fået weekend.

Det er fredag, og pladsen foran den 100 år gamle træbygning er et af de primære mødesteder for byens unge. Indtil 1960’erne fungerede bygningen som station for en 72 kilometer lang svævebane, der fragtede varer fra og til Magdalena-floden, som med sin udmunding i det caribiske har været en historisk vigtig transportkanal for befolkningscentrene i de colombianske Andesbjerge.

I dag huser bygningen fakultetet for arkitektur på et af byens offentlige universiteter, og på pladsen foran drikker man øl, ryger pot og jubler af unge rappere, der sviner hinanden til i rim i den ugentlige battle-rap konkurrence.

Herinde er der ingen, der siger noget. Kun de truende udstød fra tårne, heste og dronninger, der aggressivt rammer brættet i skånselsløse angreb, og kliklyden fra skakurene, der sender initiativet frem og til tilbage mellem brikkernes tavse generaler.

Foran fakultet vokser springvandspalmer, men i byen vokser også verdens højeste palmetræer, vokspalmer, Foto: Laura Michel Noviteño

Enhver sport har, ligesom enhver kultur, sine kutymer – de udtalte og de åbenlyse, såvel som de indgroede og subtile. For at glide ind i et nyt fællesskab så ubemærket som mulig gør jeg altid mit bedste for hurtigt at aflure og tilpasse mig kutymerne. Men det er uundgåelig ikke at overtræde nogle af disse uskrevne sociale spilleregler på et eller andet tidspunkt og dermed afsløre sig uerfarenhed.

Det er først, da min modstander sætter mig i skak, at jeg finder ud af, at man ikke bryder stilheden for at understrege truslen, men at det tilsyneladende anses som en unødvendig tautologi.

Jeg rykker min konge og ser magtesløs til, mens den uundgåelige gaffel udspiller sig. Hesten spiser mit tårn, denne gang med en form for lydløs med-lidenhed. Vi ved begge, at slaget er så godt som over, og derfor er der vist ikke længere nogen grund til at banke budskabet i brættet.

I analysetermer er jeg med ét træk gået fra at være 0,07 favorit til nu at være godt 8,0 bagud – en blunder af dimensioner. Selv i sub-1700 klassen bør en remis være fuldstændig udenfor rækkevidde. Et par træk senere rækker jeg derfor min resignerende knytnæve ind over brættet, som jeg har afluret, er kutyme, når man vil opgive et parti i disse coronatider.

»Du spiller godt, men du bliver for offensiv,« siger min modstander, en middelaldrene dame der hedder Amparo, lavmælt da vores blikke endelig mødes. Hun smiler venligt, og jeg føler en vis lettelse. I et par timer har hendes sædvanlige mimik været erstattet af et stenansigt, og jeg har slet ikke kunne gennemskue, hvordan stemningen mellem os ville være efter kampen. Men min frygt for, at vi skulle ende kampen som bitre rivaler, viser sig at være totalt overflødig. I stedet påpeger hun et par konkrete ting, jeg kunne have gjort anderledes og lytter interesseret til mine kommentarer.

I løbet af weekenden taler vi flere gange sammen, og Amparo kommer ofte forbi mit bord og kigger med på mine spil. Ligesom flere af mine andre modstandere, såvel som andre deltagere og organisatorer, udviser hun en enorm imødekommenhed og bevågenhed på, at jeg føler mig godt tilpas og har en god oplevelse. Colombianere er i al almindelighed ekstraordinært venlige – blandt andet fordi mange er opsatte på at ændre de konnotationer, der historisk har været knyttet til landet – og som den eneste oversøiske deltager i turneringen oplever jeg venligheden i yderste potens.

En række Syd- og Mellemamerikanske lande var repræsenteret ved turneringen. Foto: Laura Michel Noviteño

I mange latinske lande er skak en profileret og traditionsrig institution, hvilket historisk er eksemplificeret af José Raúl Capablancas epoke som verdensmester – en af de få ikke-sovjetter til at holde titlen i det 20.ende århundrede. I Colombia findes utallige skoler, hvor det i årevis har været obligatorisk at lære at spille skak, ligesom skak kan studeres som tilvalgsfag på mange af landets uddannelsessteder.

At institutionen lever i bedste velgående er de mange unge, jeg deler lokale med denne weekend, et vidnesbyrd om. Jeg kan ikke lade være mere at smile, når jeg kigger hen på den 10-årige knægt på bordet ved siden af, som er i gang med at rive sin fire gange ældre modstander rundt på brættet. At de sidder overfor hinanden som to ligebyrdige modstandere, alle deres forskelle til trods, understreger spillets rigdom.

De unge var godt med i både sub-1700, sub-2000 og hovedturneringen. Foto: Laura Michel Noviteño

I hovedturneringen trækker de unge også det længste strå i form af det 17-årige stortalent Santiago Avila Pavas (FIDE standard rating: 2412). Selv ender jeg med 5,5 point ud af 9 mulige, hvilket rækker til en delt 12-plads, et tilfredsstillende resultat, ikke mindst i lyset af hvad jeg frygtede, da jeg sad med hænderne i panden efter min blunder i første kamp.

Det vigtigste resultat er imidlertid oplevelsen. En oplevelse af at indgå ind i et fællesskab med en ualmindelig bred mangfoldighed af mennesker samt at stifte nært bekendtskab med et lands og en sports kultur – med udgangspunkt i harmoniske slag, udkæmpet på 64 ikoniske felter.

Matias Ludvig Littauer