Der findes allerede en masse skaksprogrammer til mobiltelefonen, der træner ens skaklige færdigheder; men nu kan man også få en app, der træners ens mentale styrke i skak. Det er et helt igennem dansk projekt, der nu ser dagens lys. Louise Fredericia skriver til skak.dk:
Der er ikke før lavet en app som handler om mental træning i skak. Den er lavet til alle turneringsspillere uafhængigt af styrke. Målet er at give skakspilleren teknikker til at optimere hans/hendes præstation og udnytte hans/hendes potentiale fuldt ud. Det kan fx. være at komme videre efter et nederlag, gøre noget ved nervøsitet, tidsforbrug eller forstyrrende tanker. Det kan også være at optimere ens tankeprocesser, fx. at kunne forholde sig rolig under pres, føle sig godt tilpas under et parti og spille sit spil når det er bedst. I appen er der desuden en smule om at få mental ro, hvilket man også kan bruge inden man skal spille.
Appen består af 15 indtalte sessioner. De er alle på engelsk, og de er indtalt på et engelsk som de fleste skakspillere vil kunne forstå. Der bliver talt langsomt og der bliver brugt ord som man ofte hører i det engelske sprog. Sessionerne er indtalt af en skakspiller Michael Marshall, som er englænder og som har boet i Danmark i mange år. Den er lavet af mig – jeg bliver certificeret mental træner i december og har igennem min interesse for mental træning fået idéen til appen sammen med Bjarne Eiholt som også er skakspiller og psykolog.
Programmeringen står Michael Nielsen for. Han er også skakspiller – så det er et projekt lavet af skakspillere til skakspillere!
Det er vores håb at skakspilleren kommer til at udnytte sit fulde potentiale og opleve en forøget spilleglæde som følge af de mentaltræningsteknikker sessionerne byder på.
Appen koster 50 kr. hvilket er et engangsbeløb og den kan hentes ned på Google Play/App Store (søg på Chess Mindmaster) ligesom der er information om den på www.mindmasterapp.com