Rent bord mod Albanien

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

For to år siden tabte det danske kvindelandshold til Albanien ved OL i Baku. Dengang beskrev daværende kvindelandstræner Thomas Schou Moldt det som en skidt dag på kontoret. Denne gang gik det heldigvis meget bedre, da det blev til en sikker sejr. Kvindelandstræner Peter Thorsbo beretter:  

 

Albanien – Danmark: 0 – 4
1. WCM Eglantina Shabanaj (1953) – WFM Esmat Susanne Guindy (2157) 0 – 1
2. WFM Alda Shabanaj (1853) – WFM Maria Vasova (2143) 0 – 1
3. WCM Rozana Gjergji (1924) – WIM Oksana Kryger (2137) 0 – 1 
4. WCM Bruna Tuzi (1813) – Louise Fredericia (2060) 0 – 1 

 

Efter en intens og tæt kamp mod Frankrig, hvor vi desværre havde marginalerne mod os, var vi opsatte på at komme stærkt igen i runde 3. Som forventet mødte vi et hold, som vi på papiret ville være favoritter mod, og det blev så Albanien. Det var lidt med blandede følelser vi trak netop dem, for selv om de ”kun” har 1886 i rating-gennemsnit, så havde de i deres 2 første kampe vist gode takter – blandt andet ved at få 1-3 mod Frankrig lige som os. På den anden side slog de os med de samme spillere på holdet til OL 2016 i Baku 3-1, så nu havde vi altså muligheden for en tiltrængt revanche… 

 

Og revanche det fik vi – 4-0! Til denne runde havde vi valgt at lade Ellen Fredericia Nilssen sidde over. Det betød genvalg til Esmat, Maria og Oksana, mens Louise kom frisk tilbage efter at have siddet over i runde 2. Lige som i runde 1 viste Louise overlegen åbningskompetence og stod til gevinst allerede efter 8 træk. Det giver ro at få en så hurtig gevinststilling, og særligt rart er det for holdkaptajnen som sidder i den ende af bordet og derfor kan nyde forestillingen på første tilskuerrække i en fin stol med god kaffe. Ikke lang tid efter havde Esmat fået 3 letter officerer + aktivt spil for et sølle tårn… Altså 2 gevinststillinger efter ca. 1 times spil. Maria og Oksana måtte til gengæld kæmpe for deres point. Maria havde efter en fin åbning brugt lige lovlig meget tid, og måtte blitze i 10-15 træk. Det gav modstanderen chancer, men i de taktiske komplikationer fightede Maria stærkt og endte med det længste hårstrå. Oksana spillede et positionelt parti, som i computerverdenen nok længe var lige. Dog havde Oksana løberpar og gode chancer i praktisk spil. Dette konverterede Oksana flot, og endte i et vundet bondeslutspil!

 

 

Et koncentreret kvindelandshold vandt sikkert over Albanien. Bagerst følger kvindelandstræner Peter Thorsbro slagets gang. Foto: Poul Jacobsen

 

Altså igen den perfekte score 4-0. Vi har fået en god start med 2 x 4-0 og tæt dyst mod Frankrig. Der er gejst og vilje, og det agter vi at slippe løs mod Kazakhstan som vi skal møde i runde 4 i morgen. De har et rating-gennemsnit på 2348, så vi er underdogs. Oplægget fra holdkaptajnen er derfor denne gang, at en smal sejr på 2,5-1,5 vil være fint. Oksana og Maria er de eneste som endnu ikke har siddet over, så med vores rotationsprincip in mente, er det muligvis en af disse 2 som sidder over…

 

1. IM Dinara Saduakassova (2474) 

2. IM Zhansaya Abdumalik (2482) 
3. IM Guliskhan Nakhbayeva (2394) 
4. WIM Gulmira Dauletova (2263) 
5. WFM Assel Serikbay (2125) 

 

Følgende er nogle af de kritiske stillinger i rundens partier:

 

 1. WCM Eglantina Shabanaj (1953) – Esmat    2. WFM Alda Shabanaj (1853) – Maria 

 

 

3. WCM Rozana Gjergji (1924) – Oksana          4. WCM Bruna Tuzi (1813) – Louise 

 

1: Esmats modstander glemte i en Franskmand at indskyde exf6+, og slog i stedet tårnet på h8 med det samme. Ud over en vigtig bonde går hele stillingen også i vasken efter Sxe5 og Dc7!

2: Maria havde danset rundt med dronningen på både kongefløj og dronningefløj. Nu fik den bid, og efter Da6+, Kc6, b7+ endte hun med hele kongeriget og 2 dronninger.
3: Oksana vurderede her (korrekt) at det var tid til at give den stærke løber for springeren. Bondeslutspillet havde hun set til ende, og det blev instruktivt vundet.
4: Louise havde igen udspillet sin modstander i åbningen. Vi kommer ind i træk 8 hvor Louise spiller Df4 og sort bliver masseret ubehageligt på c7 og d6. Det brød hun sig ikke om og lige lidt hjalp det at spille Lh6, som førte til dronningafbytning og kvalitetsgevinst til Louise efter Sc7+, SxTa8, SxDb6. 

 

 

Link til resultater i Kvinderækken: HER

 

Link til hjemmesiden for OL i Batumi: https://batumi2018.fide.com/en

 

OL i Batumi på Facebook: https://www.facebook.com/batumi2018/

 

Kvindelandsholdet på Facebook: HER