Gode chancer for medaljer ved NM

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Efter 3. runder ved de Nordisk Mesterskab i Skoleskak for piger der spilles i Stockholm, ser det ud til, at der er gode medaljechancer for de danske piger. Pigetræner Peter Grove skriver om dagens to runder til skak.dk: 

 

Det har været op og ned her på anden dagen til de nordiske mesterskaber. Vi har desværre måtte sande, det ikke er alle vores stillinger, vi har fået behandlet efter fortjeneste, og det har blandt andet betydet et par missede matchbolde. Alle er dog ved godt humør, og de unge piger arbejder godt med spillet både i forberedelserne og efteranalyserne.

 

2. runde forløb nogenlunde således:

 

Først færdig var Nanna. Hun spillede langt henad vejen endnu et fornuftigt parti imod Nienke´s modstander fra 1. runde. Desværre så holdt koncentrationen ikke helt og efter et par små fingerfejl, så mistede Nanna også en officer og måtte desværre ned.

 

Nienke tog dog hurtigt revanche i den yngste gruppe. Nanna og hende havde faktisk bare byttet modstandere! Efter et par taktiske finesser ødelagde Nienke modstanderens struktur og kørte stillingen fint hjem på teknikken. Der er hun altså god!

 

Signe kom fantastisk fra start i sit parti, og udnyttede flot sit udviklingsforspring til at vinde et par bønder. Desværre gik Signe ned i gear, og pludselig koordinerede hendes brikker ikke så godt, og lidt efter lidt forsvandt bønderne en for en. Da Signe desværre stadig ikke fik brikkerne på de aktive felter, så faldt det hele desværre sammen, og et ærgerligt nederlag var en realitet. Der er ingen af modstanderne heroppe som bare lægger sig, så arbejdet skal gøres færdig. Det har Signe lært nu, så skal de nok vælte ind pointene.

 

Anna var oppe imod en stærk islænding, som kommer i topform direkte fra Reykjavik Open, hvor hun blandt andet spillede remis imod en IM. Begge spillere afveg hurtigt fra såvel forberedelser som repertoire, og Anna udlignede let med de sorte brikker. Desværre fik hun spillede stillingen utrolig passivt, hvilket tillod modstanderen at trykke hende helt flad. Et lidt trist parti at tabe, da Anna aldrig rigtig kom op i gear og vist sin sande styrke.

 

I den ældste gruppe spillede Ellen imod ratingfavoritten Greibrokk med de hvide brikker. Det var afgjort en god mulighed for at få skabt gode chancer for guldet, og Ellen kom rigtig fint fra åbningen selvom modstanderen afveg, og kom med hvad der må være en forberedelse. Ellen trykkede hende roligt sammen, og de spillede reelt kun om to resultater – dog kunne undertegnede godt blive lidt bekymret for det ene minut der stod på uret. Vi spiller 90 minutter + 30 sekunder hele parti – altså ingen ekstra tid ved træk 40! Ellen manøvrerede roligt rundt, og da modstanderen ikke holdt hovedet koldt kunne Ellen ofre sig igennem.

 

Status før 3. runde var altså: Ellen og Nienke på 2/2, Anna 1/2 og Signe og Nanna 0/2.

 

 

De danske piger analyser partierne sammen mellem runderne. Foto: Peter Grove

 

3. runde var desværre ovre næsten før den kom i gang for Nanna. Det var klart under hendes niveau, og for fremtiden lidt ærgerligt det aldrig blev et rigtig parti. Nanna står dog stadig for godt humør og med hendes lyse fremtid, så er der stadig grund til smil. Hun suger til sig og bliver bedre og bedre.

Nienke spillede imod en urated finne. Finnen havde dog 2/2, og hun spiller også rigtig fint og har slået et par stærke spillere inden da. Hun ville dog ingenting imod Nienke, så hun hev London-systemet frem og fortsatte den stil med at bytte alle brikker.

 

Nienke forsøgte at holde gryden i kog, men til sidst så var der ikke mulighed for at presse citronen meget mere. Nienke falder dermed ned og er delt 2. og 3. – 2 sejre i den afsluttende dobbeltrunde, så kommer guldet hjem. Nienke er, efter min mening, den stærkeste spiller i gruppen, når det kommer til rendyrket råstyrke, men de andre er ikke helt uden evner, og det kan være svært, hvis de kun vil have remis imod én.

 

Anna spillede imod en lavratet finsk spiller. Hun ville også utrolig gerne bytte alle brikkerne, og de endte i et lige slutspil med to tårne og en springer til hver. Herfra spillede Anna hende dog fra hus og hjem, da der kom en masse små unøjagtigheder. En fin sejr som giver Anna muligheden for at spille for medalje i morgen, hvor hun møder den 1. seedede norske pige, de har begge 2/3 og er 1 point efter nr. 1.

 

Signe spillede et godt parti, hvor hun fik en taktisk finesse ind i åbningen, og hvis vi ser bort fra en enkelt mulighed til modstanderen for at udligne, så blev hun altså kørt rundt. Signe viste også, det altså ikke er alle tårnslutspil, der er remis – især ikke dem hvor man har tre forbundne fribønder.

 

Ellen mødte A-gruppen anden højtratede norske piger. Som tilskuer lignede det altså, der var klasse forskel. I en sidevariant i fransk fik Ellen modstanderen på ukendt grund. Fin strategisk sejr til Ellen som nu er delt 1. sammen med en svensk pige. Svenskeren møder dog både en stærk norsk pige og Ellen i sidste runde. Der er dog tale om en velforberedt svensker – de har GM Brynell som træner, og det har lignet, han har fået skubbet korthuset i den rigtige retning.

 

Vi glæder os til i morgen og med en smule held, så kan vi få sneget 3 medaljer med hjem – gerne to styks af ædleste karat. 

 

Resterende program for turneringen: 

Søndag den 30. april kl. 09:00 – runde 4

Søndag den 30. april kl. 15:00 – runde 5 

 

Link til hjemmesiden for turneringen: http://www.schack.se/flick-nm/

 

Link til live: HER