Spillestedet ligger i følge Krak 15 minutters gang fra Ølby Station, så det er nemt at komme med offentlig transport til turneringerne.
Formand for Køge Skakklub, Finn Stuhr, skriver til skak.dk:
I Køge er der ved at blive gjort klart til det store brag i weekenden den 6.og 7. september hvor DM i Hurtigskak og Lynskak finder sted på Asgård Skole, Norsvej 2, 4600 Køge.
Vi har valgt den store hal til spillested, hvor der faktisk er plads til 300 spillere. Det forventer vi naturligvis ikke, men pladsen er der. I skrivende stund er der 70 tilmeldt i Hurtigskak den 6. september og 60 tilmeldte i Lynskak, så der er plads til mange endnu.
Der er jo en hel uge til deadline for tilmelding (1. september), så kan vi få de sidste med og nå tallet 100 i hurtigskak, vil det jo være fantastisk.
Klubmedlemmer og forældre har lagt sig i selen og disker op med en overdådig buffet til fællesspisning, der vil være lørdag fra kl. 13:00 til 14:00 og søndag fra kl. 12:45 til 13:45 så spillerne kan glæde sig. I spillesalen vil der være gratis kaffe, te og isvand.
Finn Stuhr
DM i Hurtigskak: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=29771
DM i Lynskak: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=29772