You are currently viewing Hold-NM slut

Hold-NM slut

Skak.dk har fra FU-medlem Arild Rimestad modtaget følgende fra Hold-NM der sluttede søndag eftermiddag i Fredericia:

Dansk Skak Union afholdt i samarbejde med Fredericia Skakforening, endnu et vellykket nordisk mesterskab i Fredericia.

Den forrige gang var det, det individuelle Ungdoms-NM i feb. 2020, tre uger før Danmark og verden omkring os lukkede ned – nu, knap tre år efter var det, det udsatte Ungdomshold-NM 2022, som den samme trio, Claus, Kasper og undertegnede, stod for.

Der spilles i to alle mod alle-grupper, U17 og U13, med seks hold i hver, hvor arrangørlandet typisk har to hold med.

I U13 var fire hold med i topstriden inden sidste runde, nemlig Danmark 1 (Giersings Realskole) og Island (Lindaskóli) med hver deres 10 brætpoint, hvor Danmark 1 førte med 3½ matchpoint mod Islands 2½ matchpoint (1-½-0 fik holdene i matchpoint); efter dem fulgte Finland (Espoo Int. School) med 9 brætpoint og 3 matchpoint, og Norge (Haslum Skole) med 8½ brætpoint og 2 matchpoint. Der var således stor spænding om udfaldet – Danmark 1 havde en sværere modstander, de skulle møde Norge, mens Island mødte Danmark 2, samtidig som Finland mødte Sverige.
Efter et par timers spil, stod det klart, at islændingene ville ende øverst med deres storsejr. Norge vandt også stort, mens Finland vandt med mindst mulig margin. Således blev det guld til Island, sølv til Finland og bronze til Norge.

I U17 var 1. pladsen sikret af det sammensatte hold fra Trekantsområdet, Danmark 2 (endnu hedder det Vejlekredsens Skoleskakklub) inden sidste runde, idet de havde 13½ brætpoint og 4 matchpoint, men da det var blevet bestemt, at de ikke kunne blive nordiske mestre – man skal gå på samme skole – så var der spænding blandt de andre hold, om hvordan sidste runde ville arte sig. Danmark 3 (Giersings Realskole) havde 9½ brætpoint og 3 matchpoint; Danmark 2 (Køge Private Realskole) og Island (Vatnsendaskóli) havde 7 brætpoint og 1½ matchpoint hver, og skulle mødes, mens Sverige (Vallatorpsskolan) havde 6½ brætpoint og 1 matchpoint. Også her faldt afgørelsen i den sidste spilletime. De tre danske hold vandt hver af deres kampe med 3-1, således blev Danmark 2 suverænt nr. 1 uden at vinde titlen, med 16½ brætpoint og 5 matchpoint; nr. 2 og nordisk mester blev Danmark 3 med 12½ brætpoint og 4 matchpoint; nr. 2 blev Danmark 1 (Køge Private Realskole) med 10 brætpoint og 2½ matchpoint, mens Island (Vatnsendaskóli) blev nr. 3 med 8 brætpoint og 1½ matchpoint.

Samtlige partier blev vist live og kan ses via hjemmesiden Nordic Youth Team Chess Championships 2022: https://www.fredericia-skakforening.dk/nytcc2022/

Vinderholdet fra Danmark 2 i U17.

Flere billeder kan ses på turneringens hjemmeside og hos Dansk Ungdomsskak på Facebook: https://www.facebook.com/search/top?q=dansk%20ungdomsskak

Alle virkede glade for arrangementet og vi blev også rost og takket for en god turnering, både før og under præmieoverrækkelsen.

Tak til Peter Tind, formand for Fredericia Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg, for en fin tale på engelsk – den ses på dansk her: https://www.fredericia-skakforening.dk/nytcc2022/velkomstale/

Tak til Quality Chess v. Jacob Aagaard, for sponseringen af en skakbog til hver af deltagerne.

Tak til alle hjælperne fra Fredericia Skakforening m.fl.