Den årlige Fide Kongres blev afholdt online den 17. december, med start kl. 14:00. Dagsordenen var ganske omfattende, og nogle af sagerne var der stor forhånds interesse om.
Lad mig begynde med at præsident Arkady Dvorkovichs beretning var omfattende, og nåede kloden rundt, med masser af positive beretninger om fremgang for skakken mange steder. Den bar præg af moderne teknik, med video indslag, og også indslag fra andre Fide topfolk, så på den måde var det en god og oplysende beretning.
Omkring økonomien vil jeg nøjes med at konstatere, at der ifølge revisorerne og den kommission der fungerer som økonomisk vagthund, er kommet betydeligt bedre styr på sagerne efterhånden. Der var heller ikke mange kritiske røster til den del af mødet.
Særlig interessant var et forslag fra Andorra, om at begrænsningen på 2 perioder for en siddende præsident skulle fjernes. Det ville naturligvis betyde at Dvorkovich så vil kunne blive genvalgt, i princippet på ubestemt tid. Nordisk Skakforbund har diskuteret emnet indgående, og var enige om at vi ikke kunne støtte forslaget fra Andorra. Der var en del debat om sagen, sidste indlæg kom fra græske Georgios Makropoulos, som ret overraskende anbefalede forslaget. Afstemningsresultatet blev ganske klart, med 80% for forslaget, er tidsbegrænsningen fjernet, og det er atter muligt for en Fide Præsident at sidde i mange år. Danmark og de Nordiske lande var ikke blandt de 80%
En anden vigtig sag var placeringen af skak OL 2028. Der var 2 ansøgere, nemlig Genova fra Italien og UAE. Efter 2 grundige og meget fornemme præsentationer, endte det med at ca. 60% stemte for at placere OL 2028 i Abu Dhabi, UAE. Danmark og de øvrige Nordiske lande var også denne gang blandt de tabende i afstemningen.
Det bulgarske Skakforbund af 1928 havde selv bedt Fide om at blive udelukket som medlem, og i stedet anbefalet et nyt Bulgarsk forbund at blive optaget som Fide-medlem. Efter megen debat endte det som det afgående bulgarske forbund anbefalede. Sagen var ret kompliceret at finde hoved og hale i, så Danmark endte med at stemme som ECU anbefalede, og var dermed medvirkende til at sikre udskiftningen.
En sidste vigtig sag, set med Nordiske briller, var det norske forslag om at Fide skulle ændre sin beslutning om at transkønnede kvinder ikke kan spille i rene kvindeturneringer. Som nogen måske har bemærket, har Nordisk Skakforbund for kort tid siden lavet en åben erklæring herom, og den forfægtede vi naturligvis på mødet. Ikke overraskende kunne Fide ikke anbefale forslaget, og det endte da også med at det blev forkastet med klar majoritet, 18 stemmer for og 55 imod. De lave stemmetal skyldtes at det var meget sent i en 8 timer lang videokongres, og mange delegerede havde allerede forladt mødet.
Den korte konklusion, Fide lever og har det godt, især set med russiske briller, hvor man nu har fået sikret at i hvert fald en verdensomspændende sportsorganisation har en russisk præsident.
Poul Jacobsen