Svend Novrup står igen bag et enestående skakarrangement i Danmark. Den svenske mester GM Emanuel Berg og den nordiske mester GM Peter Heine Nielsen er hovedpersoner i en fire dage lang skakfestival på Fyn fra den 3. til 6. september.
Svend Novrup skriver bl.a. om arrangementet:
Af Svend Novrup (foto: Martin Noer)
I 1659 havde svenskerne besat Fyn og brød Roskildefreden, der ellers var frygteligt ydmygende for Danmark. Det førte til en desperat dansk kamp for, at nationen stadig skulle eksistere. Først sejrede danskerne i ’Stormen på København’, hvor Frederik 3. ellers var parat til at ’dø i sin rede’.
Derefter gjaldt det Fyn, hvor den dansk-hollandske flåde smadrede Kerteminde med et effektivt bombardement, før svenskerne blev nedkæmpet i den følgende invasion. Et par uger efter vandt den danske hær ved Nyborg det afgørende slag, der sendte svenskerne ud i Storebælt.
Det er 350 år siden, og i såvel Kerteminde som Nyborg fejres begivenheden med et væld af arrangementer. Udstillinger, foredrag, koncerter, rekonstruktion af begivenhederne etc., men det går heldigvis også som en rød tråd, at danskere og svenskere i dag er naboer i lykkeligt fællesskab. Det manglede bare, for det er de oprindelige danere, der bor i Sverige, mens vi danskere i virkeligheden er de oprindelige svenskere. Ganske pikant, og det har Benny Andersen et helt forrygende digt om.
Schack-Spiel
Den danske hærfører var Hans Schack, der i dag har sin egen vej i Kerteminde. På grund af hans strategiske dygtighed talte man om hans måde at håndtere hæren på som et ’Schack-Spiel’, og et sådant indgår naturligvis i festlighederne.
På allerhøjeste plan, for deltagerne er den nykårede nordiske mester, Peter Heine Nielsen fra Århus, og den lige så frisk kårede svenske mester, Emanuel Berg.
Peter Heine, der er 36 år, var Nordens stærkeste spiller i en årrække til fremkomsten af supertalentet Magnus Carlsen, som han selv har været med til at udvikle: – Det har været en gave at få lov at deltage i udviklingen af så enestående et talent, kommenterer han selv.
Peter Heine er måske bedst kendt for at være den vigtigste brik i verdensmesteren, Viswanathan Anands, analysehold. Flere gange årligt arbejder de ugelangt med åbningsteori, og det arbejde har ikke kunnet undgå at gøre danskeren endnu mere slagfærdig selv. Han har vundet det individuelle danske mesterskab fem gange, men er desuden national holdmester i Danmark, Sverige, Tyskland, Storbritannien samt Frankrig! De ved godt rundt omkring, hvilken pålidelig pointplukker han er.
Emanuel Berg er 27 og er faktisk Peter Heines forgænger som nordisk mester, da han vandt i 2007. Berg, der er gift og har tre børn, udviklede sig stille og roligt, til han passerede den magiske ratinggrænse 2600 i 2008.
Han havde dog allerede en stribe turneringssejre at henvise til – lige fra Budapest 1999 til det svenske mesterskab, som han i 2009 endelig vandt efter at have været nr. 2 fem gange. Han sikrede sig ved at distancere hele feltet i løbet af få runder og så bare holde sig foran med alt under kontrol.
Lynskak torsdag
Fire dages Schack-Spiel indledes torsdag d. 3. september kl. 19 på Sortekilde, den tidligere Kerteminde Højskole på Hyrdevej 11, hvor den knejser højt over Kerteminde Nordstrand. Mange skakspillere vil kende den fra de koordinerede turneringer, der i en årrække blev afviklet med deltagelse fra hele Danmark.
Første ’disciplin’ er lynskak. Alle er velkomne til at spille med i turneringen, der bliver tilrettelagt, så det passer bedst muligt med deltagertallet, men forhåbentlig med indledende grupper og finalegrupper og en afsluttende finale, hvor det ikke vil være meget overraskende, hvis Heine og Berg mødes i den, men det vil være temmelig sjovt, hvis de ikke gør!
Indskuddet er kr. 50, dog kr. 30 for juniorer, og præmierne bliver afhængig af deltagertallet, men vi skal nok sørge for, at det ikke kun er mestrene, der bliver præmieret.
Simultan fredag
Fredag d. 4. september kl. 19 får alle chancen for at spille mod de to stormestre. Det foregår igen på Sortekilde, og fornøjelsen vil kun koste kr. 20.- pro persona. Man kan godt ønske, hvem man vil spille mod, men der er ikke sikkerhed for, at ønsket kan opfyldes, hvis alle vil spille mod den samme. Vi regner med at få mestrene til at præsentere sig selv med et lille parti før start, og der bliver også mulighed for at stille spørgsmål til dem.
Tilmelding
Tilmelding til såvel torsdag som fredag sker til Svend Novrup, enten på tlf. 65 323183 eller via mail på adressen novrup@post4.tele.dk Det vil være rart at få så mange tilmeldinger som muligt i god tid, så vi ved, hvad vi skal vente os. Begge dage skulle gerne blive rene festdage.
Match på seks brætter simultant
Lørdag d. 5. september skal de to stormestre prøve noget, de aldrig har oplevet før. De skal spille en match over seks brætter simultant. Det foregår i Den Lille Riddersal på Nyborg Slot, og det bliver et skuespil at se mestrene dyste på seks brætter samtidig. Der er fast betænkningstid på alle, og de skal hele tiden disponere deres tid og anstrengelser således, at de har størst mulighed for at opnå de 3½ point, der vil betyde vundet match. Matchen indledes kl. 14.
Den ultimative test
Søndag kommer så det, mange vil have set hen til under hele den lille festival, nemlig den direkte konfrontation mellem Peter Heine Nielsen og Emanuel Berg på et enkelt bræt. Igen starter løjerne kl. 14 i Den Lille Riddersal, og der skal spilles to partier med 25 minutter + 20 sekunder pr. træk svarende til de onde gamle dages halvtimespartier.
Vi forsøger at få transmission af søndagens partier live på internettet med Dansk Skak Unions hjælp. Da der er begrænset tilskuerplads i Riddersalen, prøver vi at finde ud af, hvor vi evt. kan få partierne kommenteret, mens man sidder og hygger sig.
Begge dage er IA Martin Noer i øvrigt turneringsleder, så den sag er i de bedste hænder.
Svenskeis
De to stormestre får endnu en tung pligt. De skal nemlig i Vaffelhuset, Trollegade i Kerteminde, officielt lancere en svenskeis og en danskeis som led i de mange fejringer.
Begge får to kugler, der afspejler nationalfarverne. Den svenske blåbær og mangois, den danske vanille- og jordbæris. På toppen bliver guffen blå og gul på den ene, rød og hvid på den anden. Vaffelhuset er Fyns mest søgte og har flere gange fået dom for, at deres is er Fyns største og bedste. Der er tre fangrupper på Facebook – den største har mere end 2800 medlemmer -, og man kan godt væbne sig med tålmod, før man stiller sig op i køen, der kan gå langt ned ad gaden udenfor. Faktisk er det sikkert en af grundene til, at denne lille del af Trollegade i sommer som forsøg er Kertemindes første gågade.
En is med to kugler, guf og syltetøj koster normalt 24 kr., men i de fire dage, skakopvisningen kører, koster en svenske- eller danskeis kun 20. Skak kan føre til meget.
Tag en rask beslutning!
Der bliver altså såvel velsmagende is som masser af skak på Nordøstfyn 3-6. september. Kom og vær med. Tag en rask beslutning og meld dig til lyn- og simultanskak. Glød dig derefter til at se Danmarks og Sverige stærkeste stormestre vise, hvor gode de er, og hvor flot de sælger varen, når de skal vise det.
Velkommen på Sortekilde, på Nyborg Slot … og i Vaffelhuset.