Rejseleder og holdkaptajn Arild Rimestad skriver om Nordisk Mesterskab for piger der sluttede søndag aften i Oslo med tre danske medaljer:
Et spændende Pige-NM i Oslo er slut.
Det blev til tre flotte danske medaljer, hvilket var i tråd med det forventede – måske kunne det have blevet fire, måske to.
Hvordan det ville ende, var ikke til at vide før søndagens 4. og 5. runde.
Spillerne var som altid rolige og hyggede sig bravt – pausen mellem 4. og 5. runde blev bl.a. brugt til et par spil uno.
Det vigtigste til denne slags stævner, er det sociale – medaljer og gode placeringer er mindre vigtige.
Dog skal det siges, at spillerne var bevidste om, at jo flere point de fik samlet, større chance var der for at Danmark vandt landekonkurrencen – præmien kunne i så fald blive intet mindre end et signeret skakbræt af Magnus Carlsen!
Den første medalje som kom i hus, var af sølv. I B-gruppen havde 4. seedede Leia Andries spillet selvsikkert og gik ubesejret igennem turneringen, som den eneste og havde også slået den senere norske guldvinder i 3. runde. Med 3½ point på en tredelt andenplads, havde Leia den bedste korrektion og vandt sølv på fornem vis.
Den næste danske medalje i C-gruppen var der megen spænding om. 4. seedede Sarah Sima Derlich havde med sin fine gevinst i 4. runde, bragt sig alene i spidsen med maksimumpoint. Teoretisk var der to andre, der kunne komme på siden af Sarah i sidste runde – Sarahs modstander og hende hun havde slået i runden forinden. Og det var lige det der skete, Sarah tabte til norske Anna, mens islandske Guđrún vandt.
Om medaljen blev af guld, sølv eller bronze, skulle finde sin afgørelse på et andet bræt, fordi udfaldet af deres tidligere modstanderes resultater i sidste runde var afgørende. Da danske Frida vandt og slutstillingen blev opdateret, så var det Sarah der kunne juble, hun havde nemlig vundet guld!
A-gruppen blev sidst færdige, de ældste bruger nemlig tiden maksimalt. Nienke havde spillet remis i sidste runde og kunne i ro og mag vente på udfaldet af partiet mellem svenske Julia og norske Livia. Hvis det blev til svensk sejr eller remis, så ville Nienke vinde bronze – hun var sikker på at hun havde bedre korrektion end Livia, hvis hun fik remis.
Julia endte med at vinde og dermed vandt Nienke bronzen.
Danmark vandt således tre medaljer og blev det bedste land, hvad angår medaljer – Sverige, Norge og Island vandt hver to medaljer, mens Finland måtte rejse hjem uden medaljer.
Sverige blev det bedste land. Ud fra de to bedste resultater for hvert land i de tre grupper, så fik Sverige 19½ point, Norge fik 18½ point, mens Danmark fik 17½ point.
Svenskerne kunne således rejse hjem med et skakbræt, signeret af verdensmesteren.
Alle deltagerne fik et fint diplom med deres navne på, og Magnus Carlsens underskrift ligeså.
Desværre dukkede verdensmesteren som lovet ikke selv op – noget som de danske piger ellers havde set frem til.
Da Danmark afholdt det forrige Pige-NM tilbage i 2019, da vandt Ellen Fredericia Nilssen på fornem vis guld i A-rækken. Denne gang vandt vi bronze i A-gruppen, sølv i B-gruppen og guld i C-gruppen – intet mindre end en stor bedrift.
Det skal blive spændende at se hvad det bliver til i Sverige næste år.
Her får I guldvinderens gevinst fra 4. runde:
Partier fra gruppe A: https://lichess.org/broadcast/nordic-championship-for-girls-group-a/round-1/Ccl9y8NY?fbclid=IwAR0p4DUfobzVv1_H6hNL3FcJKUdOFmboZD9r6ubIEt7huq8oN-evLdCUh_w
Partier fra gruppe B: https://lichess.org/broadcast/nordic-championship-for-girls-group-b/round-1/nMeT5M3d?fbclid=IwAR3y6L-W5pamMUCfLKvRy-kguzZXOKWU5uXwvRRflG-8CHgHnMZxFlQ9I3k
Partier fra gruppe C: https://lichess.org/broadcast/nordic-championship-for-girls-group-c/round-1/uWvVVvmJ?fbclid=IwAR2D3kd6iq_-VX0C_mOPgQiWDk6II92j6EqOLjMZhH7BayBxIv–kYMzBrw
Deltagerlisten og resultater m.m. kan ses her: https://tournamentservice.com/invitation.aspx?TID=Nordiskmesterskapforjenter2022-Sjakkhuset