You are currently viewing Landsfinalen i Skolernes Skakdag
Foto: René Lind Gammelmark

Landsfinalen i Skolernes Skakdag

Læringschef hos Dansk Skoleskak, Mikkel Nørgaard, skriver i en pressemeddelelse:

1.260 ELEVER SPILLER HJERNEN STÆRK I BILLUND
1.260 elever fra hele landet dyster fredag den 24. april i Billund til Landsfinalen i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag®. Eleverne møder nye venner og spiller hjernen stærk, når 64 skoler kæmper om at blive ’Årets Skakskole 2026’.

Landsfinalen er den festlige afslutning på Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag®, der i februar samlede 62.862 elever på skoler landet over. Til Landsfinalen mødes 1.260 elever på tværs af køn, kultur og klassetrin.

Over 6 skarpe skakkampe samler eleverne point til deres skole i dysten om titlen som ’Årets Skakskole’ samt medaljer og præmier for 50.000 kr. Og der er HELT stille i hallen, når eleverne – der er fra 6 – 16 år – giver hånd og ønsker ‘god kamp’ forud for første runde kl. 11:00.

Selvom over tusind skoleelever samles i MAGION en hel dag, kommer der til at herske en ro og koncentration i hele hallen, hvilket gør Landsfinalen til en dyst, hvor alle elever på tværs af almen- og specialspor kan være med. Med til Landsfinalen er også de seje PLAYMASTERS® – elever, der ikke spiller med, men i stedet tager ansvar og hjælper med regler, spørgsmål og at tælle point.

Efter 6 fokuserede skakkampe rundes dagen af med underholdning af rockduoen Prisma, der spiller den store sal op, så eleverne kan fejre deres seje deltagelse i arrangementet!

Generalsekretær i Dansk Skoleskak, Mads Jacobsen, glæder sig til den festlige Landsfinale:
“Landsfinalen er en fantastisk dag, hvor unge fra hele landet mødes for at spille hjernen stærk sammen og danner nye venskaber. Det er en glæde at se, hvordan skoleskak kan samle unge mennesker og give dem en sjov og lærerig dag.”

Se en liste over deltagende skoler på Skoleskak.dk/skakdag.

Landsfinalen i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® arrangeres af Billund Kommune, Nordjyllandsfonden, Lundbeck Fonden og Dansk Skoleskak.

Hvad: Landsfinalen i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag®
Hvor: MAGION, Tinghusgade 15, 7200 Grindsted
Hvornår: Fredag 24. april kl. 10.00-15.15

Yderligere oplysninger
Mikkel Nørgaard (læringchef), mikkel@skoleskak.dk