You are currently viewing To store stævner på Sjælland i denne weekend

To store stævner på Sjælland i denne weekend

I den kommende weekend afholdes der på Sjælland både en stor weekendturnering og en stor hurtigskakturnering. Begge turneringer er stærkt besat, og begge arrangører sender live fra turneringerne.

Amager Skakforenings traditionelle weekendturnering, Go Audit Open (billedet øverst fra sidste års turnering), er som sædvanlig godt besat med mange titelholdere blandt de 50 deltagere. Turneringen blev allerede fyldt op med de maximale 50 deltagere i begyndelsen af september, men nu hvor vi nærmer os, har mange fra ventelisten fået en plads.

Ratingfavoritter er GM Jesper Thybo og sidste års vinder GM Carsten Høi sammen med de tre IM’ere Bjørn Møller Ochsner, Martin Haubro og Jens Ove Fries Nielsen. Men de får bestemt hård kamp mod de tre fremadstormende FM’ere Viktor Haarmark Nielsen, Mikkel Manosri Jacobsen og Nicolai Kistrup. Tre af Danmarks stærkeste kvindespillere WFM Ellen Fredericia Nielsen, WIM Nina Høiberg og WFM Esmat Susanne Guindy er også på deltagerlisten og klar til at tage kampen op mod de bedste.

Turneringen afholdes i Kultur- og idrætscenter PRISMEN, Holmbladsgade 71, 2300 København S og indledes med tre hurtigpartier fredag aften og fortsætter med fire partier med lang betænkningstid lørdag og søndag. Billedet øverst er fra sidste års turnering der blev afholdt samme sted.

Der vil være live-sending fra de 10 øverste brætter under hele turneringen: http://www.liveskak.dk/2022/Go-Audit/

Link til resultater fra turneringen: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=27529

Søndag afholdes der i flotte rammer på Hotel Gilleleje Strand i Gilleleje en stor hurtigskakturnering med Nordkalotten som arrangør. Denne turnering har deltagelse af omkring 50 spillere, og hele tre stormestre stiller til start. Det er GM Sune Berg Hansen, GM Jacob Aagaard og GM Jonny Hector.

Turneringsformatet er 8-mandsgrupper, og i den øverste gruppe er der en førstepræmie på 2500 kr.

Link til live fra Nordkalottens hurtigturnering: http://www.liveskak.dk/2022/Nordkalotten/

Link til resultater fra turneringen: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=27687