You are currently viewing Sejr over Zimbabwe

Sejr over Zimbabwe

Det blev den forventede sejr over Zimbabwe, men det holdt hårdt. Det så længe ud til at blive en meget lige afgørelse.

Ellen Fredericia Nilssen kom dårligt ud af sin sicilianske åbning mod den klart lavere ratede WCM Charinda. Fra træk 19 står Ellen Fredericia til tab, men kæmper alt hvad hun kunne med en bonde for lidt. Langsom bliver stillingen helt lige og et kort moment var det danskeren, der stod til gevinst, inden det ebbede ud i remis.

Fotoet øverst i artiklen af Ellen Fredericia Nilssen er taget af Madelene Belinki/FIDE.

Esmat Guindy spillede nærmest lidt forsigtigt mod Linda Dalitso Shaba, dronningerne blev hurtigt byttet af og det så ud som om, at Esmat stolede på sin bedre slutspilteknik og var meget tålmodig. I træk 29. vinder Esmat en bonde, og kørte pointet i hus.

Elena Steffensens parti mod Christine Makwena var meget omskifteligt, fordelen gik lidt frem og tilbage, men i slutspillet begik Makwena en stor fejl, der blev straffet med det samme. Elena Steffensen endte med at score 6 af 9 uden at spille en eneste remis.

Louise Fredericia kom fint fra sin Bird-åbning, men en fejl i træk 19 kostede en kvalitet, og Refiloe Hazel Mudodo stod derefter til gevinst de næste 25 træk. Louise Fredericia var nede med bonde og kvalitet længe, men kæmpede virkelig hårdt og i træk 45 var stillingen pludselig helt lige, og få træk efter blev partiet remis.

Zimbabwe – Danmark 1 – 3
WCM Kudzanayi Charinda (1719) – WFM Ellen Fredericia Nilssen (2142) ½ – ½
Linda Dalitso Shaba (1658) – WFM Esmat Guindy (2097) 0 – 1
Christine Makwena (1609) – Elena Steffensen (2044) 0 – 1
Refiloe Hazel Mudodo (1604)- WFM Louise Fredericia (1990) ½ – ½

Kvindelandstræner Jacob Sylvan fortæller om runden:

Ukraine vandt Kvinderækken ved OL på bedre korrektion end Georgien. Ukraine var det eneste ubesejrede hold i turneringen.

Top 10:
1. Ukraine, 18 matchpoint, korrektion 413,5
2. Georgien, 18 matchpoint, korrektion 392
3. Indien, 17 matchpoint, korrektion 396,5
4. USA, 17 matchpoint, korrektion 390
5. Kasakhstan, 17 matchpoint, korrektion 352
6. Polen, 16 matchpoint, korrektion 396
7. Aserbajdsjan, 16 matchpoint, korrektion 389
8. Indien 2, 16 matchpoint, korrektion 369,5
9. Bulgarien, 16 matchpoint, korrektion 361
10. Tyskland, 16 matchpoint, korrektion 344,5

Danmark endte som nummer 49 mod en seedning som nummer 47.

Individuelt vandt den svenske veteran GM Pia Cramling guld på bræt 1 med 9½ af 11. Foto: Thomas Vestergård

Det danske kvindelandsholds resultater: https://chess-results.com/tnr653632.aspx?lan=1&art=8&flag=30&snr=47

Kvindelandsholdet på Facebook: https://www.facebook.com/kvindelandsholdet.i.skak

Hjemmesiden for OL: https://chessolympiad.fide.com/