You are currently viewing Åkesson vandt Malmö Open

Åkesson vandt Malmö Open

GM Ralf Åkesson vandt lidt overraskende Malmö Open der sluttede søndag på rådhuset i centrum af byen. Svenskeren fik 7 point, hvilket var et halvt point mere end de nærmeste forfølgere.

Hele 41 danske spillere deltog i turneringen. Bedst placerede dansker blev IM Filip Boe Olsen der endte på den delte 6. plads med 6 point. Skulle han være endt helt i toppen, havde det krævet en gevinst i sidste runde imod GM Axel Smith. Partiet endte remis, hvor Filip var på hælene det meste af partiet. også IM Rasmus Skytte endte på 6 point efter at være gået ubesejret igennem turneringen.

15-årige Mikkel Vinh Løftgaard fra Læseforeningen spillede en flot turnering og blev nummer 24 med 5½ point. I de fire koordinerede partier i weekenden scorede han 3½ point, hvilket gav en ratinggevinst på 70 elopoint. Dermed er han oppe på næsten 2100 i elo.

Mikkel Vinh Løftgaard – klar fremgang den senere tid

Et andet flot resultat leverede 14-årige Noah Krug Wahlgreen fra BMS (billedet øverst). Han scorede 5 point og vandt 45 elopoint, hvilket for første gang bringer ham over 2000 i elo. Den samlede præstation i både hurtigskak og med lang betænkningstid var imponerende 2269.

Slutstilling i turneringen
1. GM Ralf Åkesson (2385) 7 point
2. GM Axel Smith (2430) 6½ point – korrektion 39½
3. GM Vitalii Sivuk (2514) 6½ point – korrektion 38½
4. IM Philip Lindgren (2354) 6½ point – korrektion 36
5. IM Jung Min Seo (2459) 6½ point – korrektion 36
6. GM Jonny Hector (2439) 6 point – korrektion 41½
7. FM Kaan Küçüksarı (2337) 6 point – korrektion 37½
8. IM Filip Boe Olsen (2381) 6 point – korrektion 37½
9. IM Rasmus Skytte (2377) 6 point – korrektion 37½
10. FM Isak Storme (2346) 6 point – korrektion 33
11. FM Martin Jogstad (2335) 6 point korrektion 31

I undergruppen MSF Mobile Labs Open 2021 blev Shanne Hedegaard Jacobsen fra Jetsmark bedst placeret dansker med 5½ point på 6. pladsen. 11-årige Sarah Sima Derlich blev nummer 13 med 4½ point, hvilket gav omkring 30 elopoint.

Link til hjemmesiden for turneringen: http://www.malmoschack.se/malmoopen/