You are currently viewing Kort Nyt uge 52

Kort Nyt uge 52

Skak.dk har forsømt at bringe resultatet af Online-landskampen mellem Sverige og Danmark, der blev spillet det 12. december. Betænkningstiden var 10 minutter til hele partiet + 5 sekunder pr. træk. Danmark kunne efter lidt tekniske problemer i starten trække sig tilbage som vinder af landskampen med 7-5 i matchpoint og 13½-11½ på brætpoint. Danmarks bedste spiller var Jesper Søndergaard Thybo (fotoet øverst i artiklen) med 5 point at 5.

Partierne kan ses her: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/sweden-denmark-match-2020-december/

European Online Blitz Chess Championship blev spillet den 18-20. december. Onlineturneringen blev spillet som erstatning for det planlagte EM i lyn- og hurtigskak i Polen, der måtte aflyses på grund af corona-situationen. Betænkningstiden var 3 minutter + 2 sekunders tillægstid pr. træk.

I finalen slog GM Gawain Jones (2657) fra England GM Alexei Shirov (2682), der igen repræsenterer Spanien, med 2½ – ½.

GM Jesper Søndergaard Thybo var eneste danske deltager, og endte midt i feltet med 6 af 11, lidt under forventet score.

Se mere her: https://www.katowice2020.eu/

Den norske Eliteserie, der er Norges svar på den danske Skakliga, er udsat til marts måned. Turneringen der skulle være startet i oktober 2020, blev først udskudt til januar, og nu er den så udskudt til at starte weekenden 5. – 7. marts 2021.