Den tyske stormester Lothar Schmid døde tilbage i 2013, 85 år gammel. Mange husker ham måske bedst som dommer ved flere VM-matcher, hvor kampen mellem Bobby Fischer og Boris Spassky i 1972 nok står som den mest ikoniske. Lothar Schmid var dog også dommer ved Karpov–Korchnoi 1978 og Kasparov–Karpov 1986 matcherne. Bestemt også spektakulære kampe.
Som spiller repræsenterede Lothar Schmid Vesttyskland ved 11 olympiader mellem 1950 og 1974 og var på sit højeste nummer 32 på verdensranglisten (1971).
Privat havde han efter sigende verdens største samling af skakbøger, skakbrikker, bulletiner, skakblade, postkort og andet skakmemorabilia.
Fra den 18. til 20. juni sælges 1500 effekter fra Lothar Schmids efterladte bo. Ifølge auktionens titel: ”90th auction – books- paintings and chess – Chess Books from Lotar Schmid III” har skak.dk ikke været opmærksom på de to første auktioner. De første mange sider af auktionskataloget har ikke noget med skak at gøre, men så dukker der en imponerede samling af skakrelaterede effekter op.
Blandt andet Lot nummer 462, der er et signeret program fra Københavns Skakforenings Internationale Stormesterturnering i anledningen af klubbens 100 års jubilæum i 1965. Turneringen blev vundet af Svetozar Gligoric, Alexey Suetin og Mark Taimanov med 11 point af 15. Bent Larsen blev nummer 4 et halvt point efter. Programmet er vurderet til at skulle koste 40 Euro (300 dkr.), men buddene starter ved 20 Euro.

Kommer man forbi den tyske by Braunschweig, er det muligt at se de udbudte auktionsnumre inden man byder online.
Se mere her: https://www.the-saleroom.com/en-gb/auction-catalogues/klittich-pfankuch/catalogue-id-antiqu3-10021
