You are currently viewing Kampskakken forsætter
Boris Chatalbashev

Kampskakken forsætter

Om det er skaksult ovenpå en lang corona-pause eller bare generel kampgejst, er ikke helt til at sige; men remisprocenten i årets Landsholdsklasse er meget lav. Kun 7 af de hidtil 25 spillede partier er endt med pointdeling.

I dagens runde tabte IM Jens Ove Fries Nielsen alt for hurtigt med hvid mod GM Jonas Bjerre, et parti Jens Ove hurtigt må forsøge at kommer over. Jonas Bjerre er nu med igen i den jævnbyrdige gruppe efter to sejre i træk.

Ovenpå den gode start er feltets næstældste spiller, GM Sune Berg Hansen, løbet ind i tre nederlag i træk. Mon det nogensinde er sket for den 7-dobbelte danmarksmester før i Landsholdsklassen? I dag trak GM Boris Chatalbashev (foto øverst i artiklen) det længste strå med sort i et kompliceret parti, hvor Sune Berg Hansen ifølge computeren tidligt var presset. Boris Chatalbashev har endnu ikke spillet remis, og er med 3 af 5 stadig godt inde i kampen om mesterskabet.

De to GM-kandidater, IM Martin Haubro og IM Bjørn Møller Ochsner, spillede remis i 60 træk. Begge spillere skal score 3 point i de sidste 4 partier for at score GM-norm. Hårde, men ikke umulige, odds.

Vinder af sidste års Kandidatklasse, FM Nicolai Brondt, kan allerede kalde sin debut i Landsholdsklassen for en succes. I dag vandt han meget overbevisende over GM Jesper Thybo, der under pres gik forkert i byen i træk 23 med Dc6, hvorefter pointet sikker blev kørt i hus. Brondt har allerede scoret mere end forventet, og målet må nu være et gå efter IM-normen på 4 point.

FM Nicolai Kvist Brondt har 2 af 5. Foto: Thomas Vestergård

Dagens sidste parti mellem stormesterkollegaerne Allan Stig Rasmussen og Mads Andersen, så længe ud til at blive remis; men Allan Stig kunne lægge sit spil an mod en isoleret sort bonde. Tålmodigt pres gav til sidst resultat. Allan Stig Rasmussen er nu igen alene i spidsen.

5. rundes resultater:
GM Sune Berg Hansen (2565) – GM Boris Chatalbashev (2517) 0 – 1
GM Allan Stig Rasmussen (2560) – GM Mads Andersen (2589) 1 – 0
FM Nicolai Kvist Brondt (2214) – GM Jesper Søndergård Thybo (2570) 1 – 0
IM Martin Haubro (2407) – IM Bjørn Møller Ochsner (2484) ½ – ½
IM Jens Ove Fries Nielsen (2395) – GM Jonas Buhl Bjerre (2537) 0 – 1

Stillingen efter 5. runde:
1. GM Allan Stig Rasmussen (2560) 3½ point
2. – 5. GM Mads Andersen (2589) 3 point
2. – 5. IM Martin Haubro (2407) 3 point
2. – 5. GM Boris Chatalbashev (2517) 3 point
2. – 5. IM Bjørn Møller Ochsner (2484) 3 point
6 – 7. GM Jesper Søndergård Thybo (2570) 2½ point
6 – 7. GM Jonas Buhl Bjerre (2537) 2½ point
8. FM Nicolai Kvist Brondt (2214) 2 point
9. GM Sune Berg Hansen (2565) 1½ point
10. IM Jens Ove Fries Nielsen (2395) 1 point

6. rundes program:
GM Jesper Søndergård Thybo (2570) – IM Martin Haubro (2407)
GM Mads Andersen (2589) – FM Nicolai Kvist Brondt (2214)
GM Sune Berg Hansen (2565) – GM Allan Stig Rasmussen (2560)
IM Bjørn Møller Ochsner (2484) – IM Jens Ove Fries Nielsen (2395)
GM Boris Chatalbashev (2517) – GM Jonas Buhl Bjerre (2537)

I Kandidatklassen er der kun to spillere tilbage med maksimumpoint efter de to første runder: Henrique Rey Malde fra Evans og FM Poul Rewitz fra SK1968.

Livekommentering onsdag kl. 14.30 fra Chess House i Aarhus: https://www.twitch.tv/danskskakunion

Turneringen kan også følges på Chess24: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/danish-championship-2020/

Turneringstavlen til Landsholdsklassen og Kandidatklassen:
http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26268&groupId=7414&curtab=tour-table

DMs hjemmeside: http://skak-dm.dk/