Xtracon Invite Chess 2020 godt fra land

Martin Noer er hovedarrangør af Nordkalottens 40-års jubilæumsturnering Xtracon Invite Chess 2020, og skriver til skak.dk om første runde, der blev spillet mandag eftermiddag:  

 

Præcis kl 14.00 kunne IA Martin Stampe Noer fløjte 1. runde af Xtracon Invite Chess 2020 i gang. Alle spillere var kommet planmæssigt frem til den gamle badehotel Hotel Gilleleje Strand og de elektroniske brætter var linet op, så partierne kunne følges live. Flere af de store live skak protaler som Chess24, Follow Chess og Chessbase bragte partierne takke være kyndig opsætning af live-eksperten Kasper Jerwiarz.

 

 

Spillesalen på Hotel Gilleleje Strand. Foto: Martin Noer

 

Forud for starten var gået en lille hyggelig åbningsceremoni, der blev overværet af skakinteresserede fra blandt andre naboklubberne og selvfølgelig de 10 spillere. Mens man nød et lille glas og en snack bød Martin Stampe Noer velkommen til Nordkalottens Jubilæumsturnering og fortalte lidt om klubbens historie fra da klubben blev stiftet den 27. september 1979 og til i dag.

 

Så snart urene blev sat i gang, kastede spillerne over hinanden med stor skaksult IM Jacob Sylvan gik uimponeret til GM Sabino Brunello med et hårdt tryk mod den italienske kongestilling. Hvis han havde spillet 21.-Lh6! siger maskinen, at han var på +2 – 21.Lh3? sendte imidlertid fordelen over til hvid og få træk efter brød han sammen og tabte.

 

GM Jonny Hector havde de sorte brikker mod IM Lev Yankelevich i et omskifteligt parti. Fordelen skiftede muligvis et par gange inden de nåede over i et dobbelt tårnslutspil, der vel burde være remis. Lev Yankelevich spillede 35.a6? og derefter svingede pilen definitivt over til Hectors side, da svenskeren fangede modstanderen i et matnet, der kostede et tårn.

 

To af de mest spændende udenlandske spillere GM Evgeny Svenshnikov og GM Ferenc Berkes mødtes også i 1. runde. Russeren spillede Afbytningsvarianten i Caro-kann og havde længe en lige stilling – måske endda med et lille plus. GM Berkes skruede op for spillestyrken efterhånden som GM Sveshnikov også blev presset på uret og i træk 38 indkasserede han en svag hvid bonde på d4. Få træk efter fandt ratingfavoritten endnu en bonde med en lille kombination og så valgte den tidligere Senior-VM´er at opgive.

 

 

Stormesteropgør mellem Sveshnikov og Berkes. Berkes vandt et parti der ellers længe var i balance. Foto: Martin Noer

 

Efter Dronningeindisk åbning var IM Mikkel Antonsen en smule foran, men dagens fødselslar IM Filip Boe Olsen kæmpede stærkt og fik overtaget, da han fik sit tårn ned på b2. Hvis han havde spillet 36.-Txg3+ i stedet for 36.-Txa2? havde han formentlig vundet partiet. I stedet kom de kom de ud i et tårnslut, hvor Boe Olsen havde en bonde mere på a7 og da den var blokeret var der ikke meget af gøre. Partiet sluttede med en trækgentagelse og remis.

 

I dagens længste parti tog Jesper Thybo et skridt videre mod den ventende GM-norm, der i givet fald vil være hans sidste. En lille kombination omkring træk 15 indbragte en bonde og senere vandt han endnu en bonde. Der opstod senere et spændende slutspil, hvor Kristensen havde en fribonde på dronningefløjen mod Thybos lille hær af bønder på den anden fløj. Der var sjove ressourcer i stillingen, men Thybo regnede længst og realiserede sin fordelagtige stilling. 

 

 

Rundens resultater: 

IM Lev Yankelevich (2483) – GM Jonny Hector (2481) 0 – 1
IM Mikkel Antonsen (2384) – IM Filip Boe Olsen (2353) ½ – ½
GM Sabino Brunello (2536) – IM Jacob Sylvan (2325) 1 – 0
IM Jesper Søndergaard Thybo (2579) – IM Kåre Kristensen (2350) 1 – 0
GM Evgeny Sveshnikov (2481) – GM Ferenc Berkes (2649) 0 – 1

 

Xtracon Invite Chess 2020 fortsætter i morgen tirsdag, hvor der er dobbeltrunde. Dagen indledes kl. 10., når 2. runde sættes i gang med følgende parringer: 

 

IM Lev Yankelevich (2483) – IM Mikkel Antonsen (2384)
IM Kåre Kristensen (2350) – GM Evgeny Sveshnikov (2481)
IM Jacob Sylvan (2325) – IM Jesper Søndergaard Thybo (2579)
IM Filip Boe Olsen (2353) – GM Sabino Brunello (2536)
GM Jonny Hector (2481) – GM Ferenc Berkes (2649) 

 

Resterende program for turneringen: 

Tirsdag den 14. januar 2020 kl. 10-15 – 2. runde
Tirsdag den 14. januar 2020 kl. 16-21 – 3. runde
Onsdag den 15. januar 2020 kl. 14-19 – 4. runde
Torsdag den 16. januar 2020 kl. 14-19 – 5. runde
Fredag den 17. januar 2020 kl. 10-15 – 6. runde
Fredag den 17. januar 2020 kl. 16-21 – 7. runde
Lørdag den 18. januar 2020 kl. 14-19 – 8. runde
Søndag den 19. januar 2020 kl. 14-19 – 9. runde

  

Nyheder om XtraCon Invite Chess 2020 kommer løbende på turneringens hjemmeside: http://xtraconinvitechess2020.dk 

 

Link til turneringstavlen: HER

 

Link til live: Link til live: http://liveskak.dk/2020/Xtracon-invite/ 

 

Turneringen vises også live på Chess24: HER 

 

I forbindelse med turneringen arrangeres der om lørdagen den 18. januar en hurtigskakturnering. Se invitation og tilmeld dig: HER