You are currently viewing IM Prasad vandt SonFlow Cup 2023

IM Prasad vandt SonFlow Cup 2023

Lars Peter Hansen beretter fra den afsluttende dag i SonFlow Cup i Kolding: 

Tre dages skakfest i Kolding sluttede med to hårde runder før de glade deltagere spredtes for alle vinde. Sejren og titlen som bymester gik til IM Dhulipalla fra Indien. Efter at have siddet over i fjerde runde hentede han i femte runde den nødvendige remis mod GM Vladimir Hamitevici og nåede op på 4 point.

IM Dhulipalla Bala Chandra Prasad får overrakt pokalen af formanden for Skakklubben Springeren, Jens Ingemann Madsen
Det afgørende parti imellem IM Prasad og GM Hamitevici endte remis efter at sidstnævnte pressede for en gevinst

Danmarksmesteren GM Boris Chatalbashev sluttede stærkt med to sejre over hhv. GM Vladimir Hamitevici og FM Jens Ramsdal. Sejren i det rene stormesteropgør indeholdt et flot dronningeoffer. Det gav en slutplacering som nr. 2 med 3½ point.

Tredjepladsen blev delt mellem GM Hamitevici og IM Filip Boe Olsen, der forblev ubesejret. FM Jens Ramsdal rundede gruppen af.

Slutstillingen i Mester 1 efter 5 runder (4 partier):
1. IM Dhulipalla Bala Chandra Prasad, Indien (2441) 3 point
2. GM Boris Chatalbashev, Køge (2475) 2½ point
3. – 4. GM Vladimir Hamitevici, Moldova (2496) 2 point
3. – 4. IM Filip Boe Olsen, Skanderborg (2430) 2 point
5. FM Jens Albert Ramsdal, SK1968 (2381) ½ point

I Mester 2 lå IM Daniel Kopylov bedst til ved dagens begyndelse, og med sejren over FM Martin Matthiesen og remis mod nærmeste konkurrent IM Mohapatra Sidhant holdt han hjem og sluttede på 4 point. Mohapatra tog 2. pladsen på deling med ukrainske IM Michael Kopylov. Forrige års bymester IM Uffe Vinther-Schou placeredes lige uden for præmierne trods nederlag til IM Mads Hansen i sidste runde. Mads viste god kampmoral ved at bryde en stime på fire nederlag i slutrunden. FM Martin Matthiesen fik 1½ point på femtepladsen.

Til slut et par bemærkninger om det usædvanlige – og om traditioner. Hvis turneringen havde en indbygget holdturnering, var sejren her ubestridt gået til Team Kopylov: Daniel Kopylov tog som nævnt førstepræmien i Mester 2. Michael Kopylov fulgte trop med andenpræmien i samme gruppe, og for at det ikke skulle være løgn hentede Diana Kopylov såmænd en delt førstepræmie i Basis 9. Der går faktisk rygter om at der skulle sidde yderligere et skakspillende medlem af familien hjemme i Neumünster. Hvad kan det ikke blive til næste år?

SonFlow Cup er trods sine ”kun” 15 år på bagen en turnering med visse traditioner. Således er det nærmest blevet en regel at hovedsponsor Aage Søndergaard Nielsen er den sidste til at få afsluttet sit parti. Og i år blev indsatsen belønnet med en delt 2/3-præmie i Basis 2! Tilbage bliver kun at takke deltagerne for god ro og orden – og godt humør. Noget der blev etableret som en tradition fra første færd tilbage i 2006. Vel mødt i 2024, hvor turneringen afvikles i dagene 12-14 April!

Gruppevindere i Kolding Bymesterskab 2023:

Mester 1: 1. IM Dhulipalla (IND) 4 point
Mester 2: 1. FM Daniel Kopylov (GER) 4 point
Mester 3: 1. Erik Søbjerg (Aarhus/Skolerne) 4 point
Mester 4: 1. Iver Poulsen (Esbjerg) 4 point
Mester 5: 1. Claus Rossen (Viborg) 3½ point
Mester 6: 1. Morten Topholm (Læseforeningen) 3½ point
Mester 7: 1. Anil Surender (SWE) 5 point (!)
Mester 8: 1. Jakob Kjær Gibstrup (Enkeltmedlem) 4½ point
Mester 9: 1. Kim Burnæs (Springeren) 4 point
Basis 1: 1. – 2. Simon D. Ladefoged (Ribe) og Villads M. Sandmann (Læseforeningen) 3½ point
Basis 2: 1. Noah Paludan (SK1968) 3½ point
Basis 3: 1. – 2. Mikkel Ramsdal (Horsens) og Joel Lesner (SK1968) 3½ point
Basis 4: 1. Vadim Kobal (VRS) 3½ point
Basis 5: 1. Kathrine Lindegaard Bruntse (Læseforeningen) 4½ point
Basis 6: 1. Bo Munksgaard (Præstø) 3½ point
Basis 7: 1. Jesper Nissen Brogaard Radoor (Vojens) 3½ point
Basis 8: 1. Noah Kirkegaard Rasmussen (Evans) 5 point (!)
Basis 9: 1. – 2. Diana Kopylov (GER) og Anders Juhl Hauschildt (Enkeltmedlem) 4 point

Partier fra turneringen på Lichess: (https://lichess.org/broadcast/sonflow-cup-2023/round-1/xIP1EERs)

Der er lagt billeder op fra turneringen på Dansk Skak Unions Facebookprofil: https://www.facebook.com/media/set/?vanity=DanskSkakUnion&set=a.657526799518135

Hjemmeside for Skakklubben Springeren: http://www.skakklubbenspringeren.dk/

Resultater fra turneringen: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=27628