Billigere FIDE rating

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Som nogle vil huske har jeg tidligere meddelt at FIDE på den seneste kongres accepterede at nedsætte rating afgifterne på almindelige danske alle mod alle turneringer, så de kommer til at koste det samme som Schweizer turneringer, hvilket vil sige en Euro pr. deltager. Normalprisen for alle mod alle grupper er 50€ pr. gruppe, uanset antallet, så for de mest populære grupper, 6- og 8-mands sparer Unionen altså fremover henholdsvis 44€ og 42€ pr. gruppe. For de største weekendturneringers vedkommende er det en anseelig besparelse. Bemærk at de lave priser kun gælder for alle mod alle grupper med en gennemsnits Elo under 2300, for stærkere grupper skal erlægges fra 100 € og opefter.

 

FIDE har været længe om at efterleve beslutningen, men nu er det endelig bekræftet. Desuden er vi blevet enige om, at beslutningen trådte i kraft pr. 1. januar 2017, hvilket betyder at vi har fået efterreguleret 34.427€ (eller ca. 255.000 kr.) i for meget opkrævet ratingafgift. Dette kan vi i særlig grad takke to personer fra den gamle FIDE ledelse for, nemlig tidligere FIDE vicepræsident Georgios Makropoulos og Nigel Freeman tidligere direktør i FIDE – begge var særdeles forstående og hjælpsomme med anvisninger og anbefalinger af det danske ønske. Så det nytter altså at bruge tid og midler på det internationale arbejde, uden de andre lande kender os, kan vi ikke forvente den store opbakning til vore ønsker.

Resultatet af denne øvelse er at jeg netop har modtaget et kontoudtog fra FIDE som viser en pæn aktuel saldo i dansk favør – det er vel ikke så ringe endda!

 

Poul Jacobsen


fide