Holdkaptajn Leif Kristensen skriver dagligt til skak.dk fra EM for ungdomshold i Bad Blankenburg. I runde 3 blev det til et stort nederlag, men det var også turneringens topseedede hold.
Efter de første 2 timer så det fornuftigt ud, men i den tredje time gik det den forkerte vej på 3 ud af 4 brætter.
Bjarkes modstander spillede en moderne sidevariant mod Taimanov-varianten i siciliansk, men Bjarke får en udmærket stilling, men misser en aggressiv mulighed i midtspillet og kommer under pres. Bjarke taber en kvalitet og lidt senere bryder stillingen sammen.
Jonas kom ad omveje ind i en god Benoni med sort og udligner næsten med sort. Han står lidt passivt og misser et nødvendigt kvalitetsoffer. I en presset stilling laver Jonas en fejl og bliver kørt over af en godt spillende modstander.
Bagud 0-2 manglede de 2 partier, hvor vi havde hvid. Julio havde hvid mod Svesnikov og fik en udmærket stilling med sin forberedelse. Han misser en chancerig fortsættelse og satser i stedet på et tvivlsomt angreb og ender i et slutspil med 2 bønder for lidt. Der er uligefarvede løbre, så Julio kæmper længe, men må til slut give op i et bondeslutspil med en bonde for lidt.
Filip havde hvid mod Katalansk. Modstanderen stiller sig lidt tvivlsomt op og Filip opnår fordel og vinder en bonde. I fortsættelsen spiller Filip lidt upræcist men fører stadig med en bonde. Der bliver afviklet et tårn + løber slutspil med uligefarvede løbere, hvor der stadig var gevinstchancer – og undervejs kikser Filip en chancerig fortsættelse. Efter tårnafbytning vinder Filip en bonde mere efter en fejl af modstanderen og får pludselig gevinstchancer, men i tidnøden finder Filip ikke det bedste, og det slutter desværre remis.
FM Filip Boe Olsen spillede remis mod IM Vincent Keymer der vandt Grenke Open i april måned. Foto: Fra turneringens hjemmeside
Resultaterne fra runde 3:
Tyskland I – Danmark: 3½ – ½
1. IM Roven Vogel (2462) – Jonas Bjerre (2436) 1 – 0
2. IM Vincent Keymer (2466) – Filip Boe Olsen (2355) ½ – ½
3. IM Julian Martin (2415) – Bjarke Hautop Kristensen (2222) 1 – 0
4. FM Raphael Lagunow (2411) – Julio Guillermo Quinones-Maletti (2094) 1 – 0
Efter det på papiret stærkeste hold venter i morgen det på papiret svageste hold Tyrkiet, men man skal ikke lade sig narre af deres ratingtal, for de spiller faktisk alle ganske godt, så der venter ingen let runde, men selvfølgelig går vi efter at vinde og rette op på det forsmædelige nederlag. Der er rundestart kl. 14:00.
Danmark – Tyrkiet:
1. IM Jonas Buhl Bjerre (2436) – CM Halit Kaan Kesgin (2049)
2. FM Filip Boe Olsen (2355) – Batu Angun (2122)
3. Bjarke Hautop Kristensen (2222) – Asim Turan (2041)
4. Julio Guillermo Quinones-Maletti (2094) – Emre Demirbas (1815)
Link til hjemmesiden fra turneringen: https://www.eytcc2018.de/
Link til live fra Chess24: HER
Link til resultater fra Chess-results: HER