Fabiano Caruana fra USA fører Kandidatturneringen i Berlin efter de første 10 af i alt 14 runder. Lige efter følger Shakhriyar Mamedyarov fra Aserbajdsjan, der ligesom Caruana er ubesejret i turneringen. Ding Liren fra Kina er den tredje ubesejrede spiller i turneringen, han har spillet samtlige partier remis.
Der spilles på 4 adskilte scener, hvor tilskuerne kan følge med oppefra. Foto: Martin Noer
Udover Caruana og Mamedyarov er Alexander Grischuk fra Rusland eneste spiller med over 50% score, så en af de tre må være favorit til at blive Carlsens udfordrer til VM-titlen til efteråret.
Caruana og Mamedyarov spillede indbyrdes remis i 10. runde. Her ses de på den efterfølgende pressekonference. Foto: Martin Noer
Efter en flot start med 2½ af 3, tabte eksverdensmester Vladimir Kramnik fire af de følgende seks partier, for så igen at vågne op til dåd med en sejr over en anden af forhåndsfavoritterne, Levon Aronian, i 10. runde. Aronian må meget overraskende tage til takke med sidstepladsen.
Stillingen efter 10. runde:
1. GM Fabiano Caruana, USA (2784), 6½ point
2. GM Shakhriyar Mamedyarov, Aserbajdsjan (2809), 6 point
3. GM Alexander Grischuk, Rusland (2767), 5½ point
4. – 5. GM Ding Liren, Kina (2769), 5 point
4. – 5. GM Sergey Karjakin, Rusland (2763), 5 point
6. GM Vladimir Kramnik, Rusland (2800), 4½ point
7. GM Wesley So, USA (2799), 4 point
8. GM Levon Aronian, Armenien (2794), 3½ point
Programmet for 11. runde fredag den 23. marts kl. 15.00:
Mamedyarov – So
Caruana – Kramnik
Ding Liren – Grischuk
Aronian – Karjakin
Betænkningstiden er 100 minutter til de første 40 træk, derefter 50 minutter til de næste 20 og så 15 minutter til resten. Der tillægges 30 sekunder pr. træk fra træk 1.
Sidste fridag er den 25. marts og sidste runde den 27. marts.
Hjemmeside: worldchess.com/berlin