Gode danske resultater i Rumænien!

  • Post author:

Det begynder at blive spændende ved Ungdoms EM i Rumænien. Både IM Jesper Søndergaard Thybo og FM Jonas Bjerre har realistiske muligheder for medaljer. Med scoren 5/6 er de begge med helt fremme på en delt 1. plads (!)  med tre runder tilbage i turneringen. Stemningen i den danske lejr er rigtig god, da vores 5 spillere i U10 + U12 alle har vundet deres partier de seneste to dage! FM Tobias Rostgaard, der er med på turen til at hjælpe med forberedelser og partigennemgang efter runden, har skrevet referat fra “6. rundes match”, som gav os en lille sejr på 8½-7½: 

 

U08: Vitus Bondo Medhus (1417) – Samet Akbay (1679) Tyrkiet 0-1 

Vitus spillede hvid i fremstødsvarianten i fransk. Han ofrede en bonde på b2 for aktivt spil, hvilket gav pote i form af en kvalitet. Det lignede en gevinststilling til hvid, men modstanderen begyndte så småt at få kompensation for kvaliteten i form af en stærk hvidfeltet løber, og et par farlige bønder på dronningefløjen. Desværre for Vitus fandt han ikke den rigtige måde at stoppe sorts modspil på, og til sidst måtte han ned.

U08: Andreas Cort Hansen (1298) – Burak Vyacheslav, Hviderusland 0-1 

Andreas en fik en kompliceret men god stilling ud af åbningen, – firebondevarianten i kongeindisk i forhånden. Desværre kendte Andreas ikke planerne, med e3 og b4 for at bryde sorts centrum op, og kom hurtigt under pres pga. sorts terrænovervægt. Andreas måtte ned, men kæmpede godt, mod en stærk modstander.

U10: John Christopher Christensen (1427) – Robert Prieb (1742) Tyskland 1-0  

John blev sat under pres af en talentfuld spiller fra tyskland, som spillede Johns egen åbning, Najdorf. Sort havde overhånden i det meste af partiet, men hvid fik klogt byttet brikkerne af, og til sidst endte stillingen i et bondeslutspil, hvor John viste god teknik og vandt pga. sin fjerne fribonde.

U10: Casper Liu (1911) – Kristaps Zass (1328) Letland 1-0 

Casper satte hurtigt sin modstander under pres og vandt en bonde. Modstanderen kom ud af åbningen med skindet på næsen, men da brikkerne blev byttet havde Casper stadig sin bonde, og fik et klart bedre tårnslutspil. På trods af lidt slinger i gevinstførelsen (Casper kom til at lave trækgentagelse 3 gange) vandt Casper til sidst da modstanderen heldigvis ikke krævede remis.

U12: Simon Ehrenreich (1699) – Shazil Shehzad (1845) Norge 1-0

Simon var den sidste dansker der var færdig. Han var så sent færdig, at far Michael blev nervøs og kørte til spillestedet med bussen for at hente ham. Somon var dog lige blevet færdig (flot spillet slutspil) så far og søn må have kørt forbi hinanden i hver sin bus! 

U12: Hannibal Valeur Jaques (1661) – Jack Mizzi (1508) Moldavien 1-0 

Hannibal mødte berlinforsvaret igen, og efter åbningen var stillingen ca. lige. Herfra spillede Hannibal et fint parti med gode taktiske pointer, og vandt uden de store problemer.

U12: Rasmus Emil Ryder Tønnesen (1660) – Matias Tuominen (1398) Finland 1-0  

Rasmus spillede afbytningsvarianten mod fransk og kom hurtigt til at stå godt, da sort satte sin springer på h5, hvor den blev fanget med g4. En officer oppe kørte Rasmus sin modstander over, og satte mat i et flot angreb. Se partiet her:

 

 

 

Meget tilfredse unge spillere, der i U10 og U12 har scoret 10/10 de seneste to runder! Foto: Mads Boe

U14: FM Jonas Buhl Bjerre (2348) – FM Matheo Zazhary (2325) Frankrig 1-0 

Jonas havde sort i en Najdorf, og stillingen var i balance indtil omkring træk 40, hvor sort fik en positionelt bedre stilling med en god springer mod dårlig løber. I en dårlig stilling forsøgte modstanderen at skabe noget modspil mod sorts konge, men dette gav bagslag, og Jonas satte ham mat midt på brættet.

U14: Sander Stage-Steffensen (1959) – CM Marek ½-½ 

Sander kom ud i en Taimanov med hvid, og efter passivt spil fra sort, fik han en stilling med gode muligheder for fordel. I et bedre slutspil valgte Sander at tage imod modstanderens remis tilbud, da han var lidt presset på tiden, – ærgerligt da det ellers lugtede af en sejr til hvid.

U14: Adesh Easwaralingam (1904) – Ludvig Carlsson (2154) Sverige 0-1  

Adesh spillede modern/pirc og hans modstander valgte ”hovedvarianten” med f4 i træk 4. Adesh fik ikke tidligt nok gang i sit modspil, og da hvid pludselig ofrede sin løber på f7, havde sort ikke noget godt forsvar, og tabte.

 

U14w: Nienke Van Den Brink (1775) – Nevena Djordjevic (1574) Serbien 0-1 

Nienke havde sort i en Hollandsk og fik en god stilling. Desværre brugte hun for meget tid, hvilket er hendes måske største svaghed, og det kostede et nederlag.

 

U16: FM Filip Boe Olsen (2279) – Denis Sakulo (2061) Rusland 1-0

Filip havde en svær modstander, der allerede var oppe med 80 elopoint inden partiet. Det hjælper heller ikke at Filip er blevet syg hernede med en slem forkølelelse. Partiet var længe meget lige i en slaver, men pludselig lavede modstanderen en fejl og tabte en meget vigtig bonde, for kort tid efter at måtte opgive på grund af kombinerede matter. 

U16: Nicolai Kistrup (2122) – Sylianos Petrakis (1829) Grækenland 0-1 

Nicolai var sidste mand i hele spillesalen til at blive færdig (udover modstanderen). Ligesom Nienke har Nicolai det også med at komme i tidsnød, og han måtte desværre ned.

U16: Thomas Søndergaard Thybo (2049) – FM Nisim Liaguev (2292) Israel 0-1 

Det er en meget stærk turnering Thomas får spillet hernede, da det i dagens runde var den 4. spiller på omkring 2300 i rating. Vi har endnu ikke nået at se partiet, men Thomas var ikke tilfreds med nederlaget. 

U16w: Ellen Fredericia Nilssen (1977) – WFM Anna Afonasieva (2263) Rusland 0-1 

Ellen kom hurtigt til at stå dårligt ud af åbningen med sort. 6.Da5 så upræcist ud, – herefter fik hvid et stærk centrum, og sort brikker kom aldrig rigtig med i spillet, så Ellen måtte ned.

U18: IM Jesper Søndergaard Thybo (2466) – Georgios-Alexandro Kouskoutis (2314) Grækenland 1-0 

Jesper mødte en ubesejret græker, som havde slået 3 spillere seedet i top 10 før runden, så en svær lodtrækning. Efter en åbning, hvor hvid ikke fik det store, fik han overtaget i midtspillet, og da der blev afviklet til et ’løberpar mod springerpar’ slutspil viste Jesper at løberne var langt stærkere og vandt sikkert.

  

 

Samlet set er der blevet skrabet 48,5 point sammen ud af 96 mulige, så lige akkurat over 50 %.

 

I 7. runde der spilles i da tirsdag kl. 15:00 (14:00 dansk tid) spiller FM Jonas Bjerre på bræt 1 mod den næsthøjest ratede spillere i gruppen Lance De La Fuente Lance Henderson (2408) fra Spanien mens IM Jesper Søndergaard Thybo spiller på bræt 2 mod kroaten IM Leon Livaic (2461). 

 

 

To stærke brødre: Thomas og Jesper Søndergaard Thybo. Foto: Anne Bjerre 

 

Resterende program: 

Tirsdag den 12. september kl. 15:00: 7. runde
Onsdag den 13. september kl. 15:00: 8. runde
Torsdag den 14. september kl. 13:00: 9. runde

 

Link til danske resultater fra Chess-results: HER

 

Link til hjemmesiden for turneringen: https://ecuyouth2017.ro/