IM Srinath Narayanan vandt Faroes Open 2017, der netop er færdigspillet i bygden Kollafjørður på Færøerne. Den 23-årige inder endte på 7½ af 9 ligesom forhåndsfavoritten GM Julio Granda (2656) fra Peru. Da Narayanan vandt det indbyrdes opgør med Granda, er det inderen, der løber med førstepladsen.
Det er dog ikke den store overraskelse, at den tidligere U-12 verdensmester Narayanan vandt. Han bliver udnævnt til stormester når FIDE uddeler titler lidt senere i denne måned. Førstepladsen i Kollafjørður var sjette gang, at Narayanan klarer kravet til en GM-norm.
IM Srinath Narayanan – meget snart stormester. Foto: www.faroesopen.com
Med sejren kan Narayanan udover førstepræmien på 15.000,- kr. også se 19 ratingpoint komme ind på kontoen.
Slutstillingen i toppen:
1. IM Srinath Narayanan (2505), Indien, 7½ point af 9
2. GM Julio Granda (2656), Peru, 7½ point
3. GM Helgi Dam Ziska (2544), Færøerne, 6½ point
4. GM Miguel Munoz (2495), Spanien, 5½ point
5. GM Allan Stig Rasmussen (2540), Danmark, 5½ point
6. FM Hogni Egilstoft Nielsen (2323), Færøerne, 5½ point
7. GM Jens Kristiansen (2403), Danmark, 5½ point
8. IM Martin Haubro (2365), Danmark, 5½ point
30 deltagere.
I sidste runde mødtes de to klubkammerater fra BMS Mikkel Manosri Jacobsen og Martin Haubro i et kort bråvallaslag.
Hjemmeside: www.faroesopen.com