Mestrene afgav matchpoint i ligaen

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

foto Martin_Noer_liga_16-17_2.runde_

Det regerende DM-hold fra Philidor måtte for kun anden gang i klubbens historie afgive matchpoint i en holdkamp. Det skete søndag på hjemmebane i København mod Århus/Skolerne i tredjerunde af XtraCon-Skakligaen.

 

På topbrættet i matchen, der altså endte uafgjort 4-4, spillede Jakob Vang Glud og Bjørn Møller Ochsner remis. 

 

Billedet er fra turneringens 2.runde. I forgrunden Jonny Hector, Nordkalottens topspiller. Hverken han eller de øvrige spillere fra Nordkalotten kom i kamp i 3. runde søndag, da modstanderholdet, K 41, havde fået udsættelse på grund af en spillers deltagelse i senior-VM. (foto Martin Noer.)

 

Link til tabellen i Skakligaen

 

Med Philidors uafgjorte resultat kunne Brønshøj dermed udbygge holdets føring med en 5-3 sejr over Hillerød. I stormesteropgøret på bræt 1 vandt Tiger Hillarp-Persson over Lars Schandorff.

 

I matchen mellem Jetsmark og Nordre var dagens eneste remis mellem Allan Stig Rasmussen og Igor Teplyi på 1.bræt. Alle andre opgør fandt en vinder – og Jetsmark vandt kampen 4,5 – 3,5.

 

Team Nordea Skanderborg, der på forhånd var blandt mesterskabsfavoritterne men tabte de to første kampe, måtte se flere af holdets faste spillere deltage i den tyske Bundesliga – det er stadig skak vi taler om – men Skanderborg hev alligevel sæsonens første sejr hjem.

4,5 – 3,5 blev det mod SK 68. Daniel Semcesen vandt over Arne Matthiesen på førstebrættet.

 

Stillingen i rækken er derfor uklar, da holdene ikke har spillet lige mange kampe. Dog har Brønshøj med tre sejre lagt sig klart i spidsen med 16 brætpoint, Philidor har 13,5 og både Jetsmark og SK 68 har 13.

 

De næste runder i ligaen afvikles 7. og 8. januar 2017.

 

Tæt løb i toppen af begge 1.divisioner

I 1. division gruppe et er der kun et enkelt point, der skiller de første fem hold. Næstved fører rækken med et halvt point foran Frem og BMS.

Link til 1. div. gruppe 1

 

I 1. division gruppe to fører Nørresundby efter 5-3 over sidste sæsons nedrykkere fra ligaen, Bov. I denne række er der et enkelt point der skiller de første fire hold i toppen.

Link til 1.div. gruppe 2

 

1. og 2. division spiller allerede igen søndag den 11.december.