7. matchparti mellem verdensmester Carlsen og udfordrer Karjakin sluttede som de seks foregående partier også remis. Også i denne runde blev det et kort parti på 2 timer og 33. træk. For første gang i matchen forsøgte Karjakin sig med 1.d4, men i en slavisk fik han ingen fordel. Tværtimod stod Magnus nok en lille smule bedre. Trækket 18.-Tc8? var dog uforståeligt, da det gav Karjakin et slutspil med en bonde mere. Men da brikfordelingen igen var tårn og uligefarvet løber, og Carlsen med 22.-,b4 kunne neutralisere Karjakins merbonde på dronningefløjen endte partiet remis.
Pressekonferencen efter runde 7. Foto: Pouelsten Holm Grabow
Med den syvende remis tangeres rekorden fra matchen mellem Karpov og Korchnoi i Bagiuo City på Fillipinerne i 1978. I det ottende parti vandt verdensmester Karpov med hvid. Måske får vi en gentagelse i morgen, hvor Carlsen har hvid i partiet der starter kl. 02:00 PM EST, som er kl. 20:00 dansk tid.
Pouelsten Holm Grabow skriver igen fra spillestedet på Manhatten:
Der var udsolgt denne søndag, så der var virkelig mange mennesker i området. Der er også udsolgt de næste dage, foreløbig indtil runde 10.
Dagens parti var ikke særlig spændende. Det blev slavisk parti og da Magnus spillede en nyhed med 10. … Sc6, blev der udlignet, og måske fik Magnus en lille fordel efter Karjakins 11. Sd2 (vel lidt upræsist). Magnus tænkte længe men lavede en overseelse med 16. … Tc8, og valgte derefter at give en bonde for at komme ind i et uligefarvet løberslutspil, hvor det var meget svært for Karjakin at gøre fremskridt, så remis efter 33. træk.
På pressemødet var der ikke meget nyt at hente. Magnus var tilfreds med de 2 remiser med de sorte brikker, og Karjakin synes også at være tilfreds med ikke at have tabt nogen partier endnu. De håber begge på at vinde et eller flere partier inden matchen går i hurtigskak ved 6 – 6, men spiller naturligvis gerne videre i omkampen, hvis den kommer.
Dagligt besøger op mod 400 tilskuere VM matchen. Foto: Pouelsten Holm Grabow
7. matchparti:
Resterende program i VM matchen:
Mandag den 21. november kl. 20:00. : 8. matchparti
Tirsdag den 22. november Fridag
Onsdag den 23. november kl. 20:00 : 9. matchparti
Torsdag den 24. november kl. 20:00 : 10. matchparti
Fredag den 25. november: Fridag
Lørdag den 26. november kl. 20.00 : 11. matchparti
Søndag den 27. november: Fridag
Mandag den 28. november kl. 20:00 : 12. matchparti
Tirsdag den 29. november: Fridag
Onsdag den 30. november: Tie Breaks
Link til hjemmesiden: HER