Invitation til NM i Finland i oktober

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

MCarlsen2NOR -_Nyback_foto_Paul_Truong_OL14

Det nordiske mesterskab i skak afvikles i Sastamala, 50 km fra Tampere i det sydvestlige Finland i dagene 22. – 30. oktober.

(Billedet er fra OL 2014 i Norge. Hvid er Finlands stærkeste spiller, GM Tomi Nybäck mod verdensmester Magnus Carlsen. Partiet endte remis, men ved OL 2008 vandt finnen. Foto Paul Truong).

 

Der bliver næppe tale om et opgør igen ved NM, da Carlsen skal spille match om verdensmesterskabet en måned senere, men man kan håbe, at den 31-årige Nybäck (2579) vil deltage i det nordiske mesterskab på hjemmebane.

 

NM afgøres over 11 runder i en lukket gruppe om mesterskabet, hvor arrangørerne forventer to deltagere fra hvert af de nordiske lande, vel at mærke spillere der har 2350+.

 


Link til den officielle invitation



Adgang for alle kvinder samt seniorer

Samtidig afvikles NM for kvinder samt seniorer. Der spilles om det nordiske mesterskab for seniorer i to grupper, de efterhånden velkendte aldersinddelinger 50+ og 65+, her er GM Jens Kristiansen regerende senior-NM efter sejren på Bornholm i 2013.

 

For den yngste seniorgruppes vedkommende behøver man ikke være fyldt 50 år, når turneringen begynder; bare man er født 1966 eller tidligere. 

 

NM kan give stormesternormer

I 2013 blev NM afviklet i Køge, som overtog arrangementet, efter nogle svenske klubber måtte melde fra. I Køge vandt den svenske IM Axel Smith nordensmesterskabet i et åbent NM, hvor også spillere uden for de nordiske lande kunne deltage.

 

Smith opnåede i øvrigt sin første GM-norm i Køge, den anden norm i Politiken Cup 2015 og den sidste norm i Ungarn i vinter, og han er netop udnævnt til GM på den seneste FIDE-kongres.

 

2015-udgaven af NM blev udskudt til 2016, og det er så den, finnerne arrangerer til oktober. 

 

Vinderen må nøjes med at kalde sig nordisk mester et enkelt år, for næste NM er allerede i 2017, når det svenske skakforbund fylder 100 år, og bringer det nordiske mesterskab tilbage i en ulige-hvert-andet-år cyklus.