Iransk sejr i Frederikssunds Viking Cup

  • Post author:

Viking Cup_2016_-_Vasli_vs._Mose
På Frederikssund Skakklubs 107 års fødselsdag lørdag den 20. februar blev hurtigskakturneringen Viking Cup arrangeret for 37. gang.
Frederikssunds formand Thomas Larsen skriver:


Turneringen startede som klubbens 70 års jubilæumsturnering i 1979, og på nær et enkelt år har den lige siden været en fast del af det nordsjællandske turneringsudbud.
(På Thomas Larsens foto fra turneringen har Aref Vasli har netop spillet 1. d4 mod Jan Mose Nielsen i 7. runde. Martin Haubro følger interesseret med.)
 
 
I Mesterklassen lignede det på forhånd et opgør mellem FM Arne Matthiesen (SK 1968), FM Martin Haubro og IM John Arni Nilssen. Arne Matthiesen kom dog skidt fra start med to nederlag, og det fik han aldrig indhentet.
John Arni Nilssen tabte i 2. runde, og i 3. runde måtte Martin Haubro ned, til trods for at han undervejs havde en merbonde og en komfortabel stilling mod Aref Vasli.
 
5. rundes topopgør mellem John Arni Nilssen og Aref Vasli blev dagens længste parti, hvor der blev kæmpet til kongerne stod alene tilbage.
Dermed beholdt Vasli sin 1 points føring, og med sejre i 6. og 7. runde kunne han tage 1. præmien på 3.000 kr. med hjem. Kampen om 2. præmien blev afgjort i et direkte opgør i 7. runde mellem Martin Haubro og Sandi Stojanovski. Her trak Martin det længste strå.
 
Viking Cup_2016_-_Aref_Vasli
Iranske Aref Vasli er et relativt ubeskrevet blad i danske skakkredse. Han er i Danmark for at studere på DTU, men der bliver altså også tid til at konkurrere på skakbrættet. Ham kommer vi til at høre mere til. (På billedet ses Vasli med 1.præmien. Foto: Thomas Larsen).
 
De øvrige klasser blev vundet af Henrik Stockflet Jørgensen, Steen Kopperberg, Andreas Skovgaard og Magni Cederholm.