IM Jakob Vang Glud vandt i Horsens

IM Jakob Vang Glud og FM Jacob Carstensen endte begge med 6 af 7, men Vang Glud havde en anelse bedre korrektion.

Vi har modtaget nedenstående fra arrangørerne.

Af Eigil Straarup
IM Jakob Vang Glud vandt i Horsens
I dag blev ”Den Lange” anno 2012 afgjort! IM Jakob Vang Glud vandt turneringen med 6/7 efter en relativt kort remis mod IM Jens Ove Fries Nielsen i 7. runde. Kort efter lykkedes det FM Jacob Carstensen at slå IM Karsten Rasmussen, hvorefter de to navnebrødre som de eneste endte med 6/7. Jeg snakkede kort med Karsten efter det parti. Han fortalte, at han stadig var lidt groggy efter det ærgerlige nederlag til Jakob i aftes og derfor manglede energi til dagens parti.

Mens resten af partierne efterhånden blev spillet og resultaterne tikkede ind på storskærmen i kantinen, trippede Carstensen og Glud nervøst rundt og afventede, hvem af dem der havde bedst korrektion og dermed vandt turneringen. Det så dog hele vejen igennem meget lovende ud for Jakob Vang Glud, og til sidst blev det altså også ham der vandt turneringen – dog med mindst mulige margin! Gluds korrektion endte på 24,5 mens Carstensens var 24,0. Dermed lykkedes det endelig for en IM’er at vinde i Horsens efter tre år i træk med fire IM’ere i toppen af feltet.

På Horsens Skakforenings vegne tak til alle jer deltagere for en superhyggelig og god turnering. Stemningen var som sædvanlig fænomenal – både på og uden for brættet! Også en stor tak til alle jer andre, der har fulgt partierne på nettet og deltaget ivrigt i chatten. Vi er glade for, at vi i år kom op på 14 live-brætter, og vi håber, at I både har hygget jer i chatten og følt jer godt underholdt.


IM Jakob Vang Glud kunne endegyldigt sikre sig turneringssejren med en gevinst over IM Jens Ove Fries Nielsen, men han gamblede på, at remis var nok. Gamblingen lykkedes, men til sidst viste det sig, at hans korrektion kun lige nøjagtigt var bedre end Jacob Carstensens. Her ses en koncentreret Glud (til højre) i begyndelsen af 6. runde i aftes mod IM Karsten Rasmussen. Et parti der blev højdramatisk og skulle vise sig at blive altafgørende for, at IM Jakob Vang Glud nu kan skrive turneringssejren i Horsens på sit visitkort. (foto: thv)

På Horsens Skakforenings hjemmeside kan du se eller gense live-partierne fra alle syv runder. Du kan også nærstudere resultaterne og finde navnene på alle gruppevindere og øvrige præmietagere i 15. Horsens Lang Weekend anno 2012. Adressen er www.horsensskakforening.dk

Eigil Straarup