LIVE fra Fyn

Tirsdag bliver der rig lejlighed til at følge skak live på internettet. Først kan man følge TATA Steel Chess fra Wijk aan Zee og fra kl 19.00 kan man følge den fynske pokalturnering.

Fra Fyns Skak Union har vi modtaget nedenstående.


Af Niels Erik Nielsen

LIVE fra Fyn
Tirsdag den 24. januar spilles der kvartfinaler i den fynske pokalturnering, og to af kampene vi kunne følges LIVE på http://www.skakportal-fyn.dk/live fra kl. 19.00.

Nu med chat-rulle
Der er blevet installeret en chat-rulle på sitet, så de forhåbentlig mange besøgende får mulighed for at kommentere partierne, mens de er i gang.
Ejby Skakklub er arrangør af stævnet, hvortil Ejby 1, FREM 1, FREM 2, FREM 3, Nr. Aaby 2, Sydøstfyn 1, Sdr. Nærå 1 & Trekanten har kvalificeret sig.

Lodtrækningen er af hensyn til LIVE-dækningen rykket frem til kl. 18.45, da der først tages stilling til, hvilke kampe der bliver vist, når parringerne foreligger.

Sådan er reglerne
Hvert hold består af fire spillere, så otte partier vil kunne følges LIVE på nettet.
Betænkningstiden er to timer pr. spiller pr. parti, og i tilfælde af uafgjort fortsættes der med lynomkamp(e), indtil en vinder er fundet.

Skulle nogle af de udvalgte kampe ende uafgjort, stopper transmissionen sandsynligvis, da lyn (fem minutters partier) og LIVE er et dårligt makkerpar.
Opstår situationen, vil omkamp-resultaterne hurtigst muligt blive lagt ud Fyns Skak Unions hjemmeside: http://www.fsu-skak.dk

Flere kendte navne
Så langt henne i turneringen kommer de fleste hold nok med hele kavaleriet, og især Trekanten har mange stærke spillere at vælge imellem.

Tre hold skiller sig ud blandt de sidste otte; det er FREM, Sydøstfyn og Trekanten, der alle er strøget til tops inden for de seneste fem år.

Her følger en liste over nogle af de lokale topspillere, der deltog i sidste runde:
Sydøstfyn: IM Steffen Pedersen, IM Lars Borbjerggaard og Jan Nordenbæk.
Trekanten: Carsten Bank Friis, Kaj Rosell og Viggo Bové Quist (Jørn Sloth og Kim Skaanning står også på fusionsklubbens styrkeliste!).
FREM: Kristoffer Dyrgaard og Tom Frantsen.

Vækker tilbuddet om pokalskak til aftenkaffen genklang, så besøg http://www.skakportal-fyn.dk/live tirsdag den 24. januar fra kl. 19-23.

Niels Erik Nielsen