You are currently viewing Kneben sejr imod Nordmakedonien

Kneben sejr imod Nordmakedonien

Med lige godt 200 ratingpoint mere i gennemsnit, var der på forhånd lagt op til en sikker sejr over Nordmakedonien.

Sejren var aldrig rigtig i fare, men de fire underratede spillere fra Nordmakedonien kæmpede godt efter at de alle (på nær bræt 3) var kommet dårligt ud af åbningen.

På bræt 1 fik GM Jonas Buhl Bjerre hurtigt en klar fordel med sort i en Najdorf i siciliansk, da 15.Ld5 var en positionel misforståelse. Et desperat officersoffer i træk 18 gav ikke noget reelt modspil, og Jonas kørte sikkert sejren hjem med en officer mere. Partiet:

GM Mads Andersen kom med hvid klart bedst ud af åbningen i spansk, men modstanderen fik rodet brikkerne sammen, så det blev et taktisk slagsmål. I tidnøden var der en del fejl fra begge sider, som kunne have afgjort partiet, men efter tidnøden kom de ind i et lige slutspil. Remis efter 63 træk.

Jesper Thybo kom næstbedst ud af åbningen, men fik kæmpet sig tilbage og sat et godt forsvar op, der holdt remis.

Historien med Bjørn Møller Ochsners parti var den modsatte af Thybos. Bjørn kom klart bedst ud af åbningen, men modstanderen fik rodet det hele godt sammen og fandt taktiske ressourcer, der til sidste sikrede remisen til Nordmakedonien.

Alt i alt en god sejr til Danmark, men sejren så undervejs ud til at blive pænt større.

Nordmakedonien – Danmark: 1½ – 2½
FM Emil Risteski (2379) – GM Jonas Buhl Bjerre (2633) 0 – 1
IM Filip Pancevski (2441) – GM Mads Andersen (2612) ½ – ½
IM Toni Lazov (2377) – GM Jesper Søndergaard Thybo (2522) ½ – ½
FM Andrej Veljanoski (2289) – GM Bjørn Møller Ochsner (2534) ½ – ½

Landstræner Søren Bech Hansen skriver om runden:

Den svenske holdkaptajn går rundt i en voluminøs t-shirt, hvor der på brystet med store bogstaver står skrevet “STOCKHOLMS STOLTHET”. Jeg hilser på ham ved morgenmadsbuffeten med et velment “Godmorgen, kollega”. Jeg får et “Godmorgen” retur, ledsaget af et lidt for overbærende smil. Måske han tænker: “Ja, ja, du säger kollega, men ni har jo bara fyra matchpoäng”.

Jeg knytterne næverne mens jeg ikke tager en skefuld røræg mere og ønsker mig samtidigt stille, at vort kære nordiske broderfolk på trods af deres åbenlyse elskelighed løber ind i nogle passeligt store østeuropæiske næver, mens jeg selv lægger en internetordre på en XL t-shirt med teksten “KØBENHAVNS STOLTHED”. En fremtidig dag kan JEG så promenere, med klar tekst og udspilet dunk, og høfligt tilkendegive min sympati for dem, der har den store succes til gode.

Det er godt at have en plan.

I øvrigt vandt vi over nordmontenegrinerne i dag. Ikke uden søgang, men alt i alt tre remiser med Jonas som matchvinder. Svenskerne tabte til Kroatien. Mon min T-shirt snart bliver leveret?

Søren Bech Hansen

I toppen ligger Tyskland og England side om side med 10 matchpoint. Lige efter med 9 matchpoint følger Rumænien og Serbien. Tyskland og England mødes indbyrdes lørdag, mens Rumænien og Serbien mødes i den anden topkamp.

Danmark skal møde Norge i 7. runde – det bliver spændende! Mon vi får Jonas Bjerre mod Magnus Carlsen på bræt 1? Det vil blive en fantastisk lørdag at være dansk skaktilskuer på.

Topseedede Aserbajdsjan løb ind i endnu en skuffelse, da de tabte til Grækenland i 6. runde. Aserbajdsjan ligger i den samlede stilling nummer 17, lidt foran Danmark, der er nummer 19.

Resterende program for turneringen:
Lørdag den 18. november kl. 15:00: 7. runde
Søndag den 19. november kl. 15:00: 8. runde
Mandag den 20. november kl. 15:00: 9. runde

Link til live i Åben række: Chess24 og LICHESS

Link til live i Kvinderækken: Chess24 og LICHESS

Link til resultater i: ÅBEN RÆKKE og KVINDERÆKKEN

Link til live på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=3tYW-Yq4Gkg

Hjemmesiden for European Team Chess Championship 2023: https://etcc23.me/