Det 21. Senior VM

Senior VM spilles i den kroatiske by Rijeka, der ligger lige ud til Adriaterhavet. 11. runder, med fridag søndag den 20. november, skal spillerne igennem inden en verdensmester er fundet den 26. november.

Betænkningstiden er 90 minutter til de første 40 træk plus ½ time til resten. Der tillægges 30 sekunder pr. træk fra træk 1. De fleste dage spilles der kl. 16.00, men tre af runderne (den 19., 23. og 26. november) startes kl. 15.00.

Af Bent Sørensen
Senior VM
14 danskere deltager 15.- 26. november i senior-VM i Kroatien. Vi udgør en af de store grupper blandt de 210 tilmeldte i den åbne række. Russerne møder talstærkt op med 35 deltagere. Såvel i toppen som i bredden dominerer de. Ellers er det Tyskland med 21 deltagere, Norge med 15, Østrig med 14, der præger turneringen. De vestlige pensionister har råd til at deltage, medens de østeuropæiske lande er sparsomt repræsenteret. Selv værtslandet Kroatien kan kun møde med 13 deltagere.

Sidste års vinder Anatoly Vaissier, Frankrig er den højest ratede med 2555. Han får dog hård konkurrence fra de 15 deltagende GM’er.

Vor nykårne Nordensmester Jørn Sloth er som nr. 31 øverst placeret på ranglisten.


NM Jørn Sloth (foto: thv)

Danmarksmesteren Bent Sørensen er placeret som nr. 36 og Bo Jacobsen, der har præsteret det hidtidige bedste danske resultat ved VM, da han for to år siden var med i opløbet om VM-titlen, er placeret som nr. 38.

I kvinderækken deltager 41, heraf 26 russere og en del østeuropæere. Fra Vesteuropa er der to tyskere og en østriger. Vi savner vor egen Nina Høiberg på listen.

Bent Sørensen

Hjemmeside: www.rijekachess.com