Bestyrelsen modtog seks ansøgninger til stillingen som daglig leder af Dansk Skaksalg. Fire ansøgere blev kaldt til samtale og bestyrelsen er glade for at kunne meddele, at Trine Treppendahl har sagt ja til at overtage ledelsen af Dansk Skaksalg.
”Vi er glade for, at så mange kvalificerede ansøgere lagde billet ind på stillingen. Når vi valgte Trine Treppendahl som leder af Dansk Skaksalg, skyldes det især de spændende visioner for fremtiden, som Trine præsenterede for ansættelsesudvalget.” fortæller DSUs formand Lars-Henrik Bech Hansen, der også er formand for skaksalgets bestyrelse.
Trine Treppendahl har flere gange optrådt på det danske kvindelandshold, er uddannet pædagog og står bag en række undervisningstilbud i skak for børn i fritidsordninger, hovedsageligt i København.
Trine Treppendahl fortæller selv om planerne for Dansk Skaksalg:
Pr. 1.september overtager jeg administrationen af Dansk Skaksalg.
Det er min ambition at Dansk Skaksalg skal være en forretning med konkurrencedygtige priser og et højt serviceniveau.
Derudover vil skaksalget blive mere synligt i skakmiljøet, eksempelvis ved også at være til stede til andre større turneringer end blot DM og Politiken Cup.
Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet og den nye skaksæson.
Trine Treppendahl
Man kan også se Trine Treppendahl i denne skakdokumentar af Peter Hallberg: http://www.youtube.com/watch?v=qUMh30-2R28 hvor hun bliver interviewet 2,46 minutter inde i videoen.