Midtvejs i EU-mesterskaberne for unge i Østrig, har vi modtaget nedenstående rapport fra leder Andreas Wiwe.
Af Andreas Wiwe
EU-mesterskaberne
4. runde
Rasmus havde hvid i dag og havde forberedt en smart variant i siciliansk,
som virkelig kunne blive spændende. Modstanderen overraskede og spillede
sveshnikov. Rasmus fandt en smart manøvre i en sidevariant, hvor han bare
vandt en bonde og derefter slutspillet efter en flot og sikker behandling.
Freja mødte Rasmus’ modstander fra 3. runde og lavede en bommert tidligt.
Modstanderen så dog ikke finten, og herefter spillede Freja et fremragende
parti, som på trods af tidnød vandt først en bonde, derefter endnu en for så
at lave en fin kombination, som vandt en officer. Herefter opgav
modstanderen.
Bjarke spillede for hurtigt i åbningen og missede først en trækomstilling i
åbningen, som vi havde forberedt, og derefter faldt han i en åbningsfælde.
Herefter var der reelt ikke mere at spille om i det parti. En ærgerlig måde
at tabe på. Øv.
Charlotte havde de hvide brikker og fik en lige stilling i en franskmand. I
midtspillet ofrede modstanderen et helt tårn for at få angreb. Charlotte
fandt ikke den helt rigtige fortsættelse, men slap dog af sted med skindet
på næsen, og det endte i en del officerer og så tårn mod trebønder. Her blev
de enige om remis, selvom Charlotte nok stod bedst, men så kom Charlotte
også på tavlen hernede!
Mads fik i dag en stor fordel i åbningen, efter en fin forberedelse vi havde
lavet. Derudover brugte Mads også lidt mere tid i dag end han plejede, og
endelig havde Mads en meget fin gevinstførelse i partiet. En lækker sejr!
Dermed en god danskerdag med 3½/5 igen.
Runde 5
Rasmus var med 3/4 efterhånden kommet op, hvor det var sjovt at være, dvs.
bræt 5. Det betød en mand på 1944 i rating med sort: en hård opgave.
Desværre blev Rasmus overrasket i åbningen i kongegambit, og modstanderen
fik generende Lxf7+ ind. Rasmus havde måske haft ok chancer for at
komplicere partiet med at slå løberen, men valgte i stedet Kf8, hvorefter
det hurtigt gik ned ad bakke.
Freja havde forberedt en spændende variant, og det meste af forberedelsen
kom ind. Desværre spillede modstanderen noget mere energisk i midtspillet,
og så tog Freja sig nok lidt for god tid til at stille sig op. Det blev dog
enormt interessant, og analyserne bagefter viste masser af spændende og
kompliceret skak. I skrivende stund har vi endnu ikke helt fundet
konklusionen i det parti, men det endte med, at modstanderens angreb kom
først, og Freja måtte ned.
Bjarke spillede en god forberedelse i skandinavisk, og partiet kan ses
tilsidst i artiklen.
Charlotte spillede en spanier, hvor det i lang tid så helt fint ud, men
modstanderen fik noget taktisk ind og vandt en bonde. Måske havde Charlotte
muligheden for at blokere stillingen og forsøge sig med passivt forsvar, men
det så svært ud. I stedet ofrede modstanderen bonden tilbage og trængte ind
via d-linjen, og så var partiet ovre, da en smart finte vandt et tårn.
Mads spillede igen et rigtig godt parti og er begyndt at bruge lidt tid!
Uret rundede da 1 time og 24 minutter til den nedadgående side (vi starter
med 1 time og 30 minutter + 30 sekunder pr. træk). Det var et rigtig fint
parti, hvor Mads fandt en fin kombination, som vandt en officer, og derefter
kørte han partiet hjem i sikker stil. Kvaliteten af hans partier stiger
væsentligt med tidsforbruget!
2/5 til danskerne i 5. runde.
Dermed er det tid til følgende midtvejsstatus med fire runder tilbage:
Rasmus 3/5
Freja 2/5
Bjarke 2½/5
Charlotte ½/5
Mads 3/5
Det er stadig meget varmt hernede, men hotellet er ok, maden er fin og
børnene har højt humør. Vi har i øvrigt lavet en udskiftning på
forældresiden, hvor Charlottes familie (undtagen far Martin) er taget hjem.
Ligeledes er Rasmus’ forældre taget hjem. Mads’ far er også taget hjem, men
derimod er moren ankommet. Også Frejas far er blevet indskiftet på
forældreholdet, mens Leif har været med fra start og bliver til slut.
Andreas Wiwe