3. matchparti remis

3. matchparti i VM-matchen var ikke så dramatisk som de to foregående partier og endte i en korrekt remis. Dan H. Andersen er helt tæt på begivenhederne i Bulgarien, læs hans beretning herunder, hvor dagens pressemøde har en fremtrædende rolle.

Igen i dag havde mange fundet vej til Skak.dk, hvor dagens kommentator, tidligere DSU-formand Søren Bech Hansen, diskede op med anekdoter og analyser. Søren Bech er klar igen onsdag, hvor partiet starter kl. 14.00 og kommenteringen senest kl. 15.00. 

Af Dan H. Andersen
3. rapport fra Sofia
Et positionelt mesterværk. Det kalder Chessbase verdensmesterens spil i 2. parti. Eller er det dets kommentator, det indiske vidunderbarn og stormester Anish Giri? Jeg er i hvert fald ganske uenig, skønt jeg indser, at det er dristigt at argumentere mod en verdensmester og hans sekundanter. Jeg kan ikke tro, at stillingen efter 20. træk med en bonde mindre i en stilling uden dronninger kan være mere end i bedste fald lige, og snarere i underkanten for hvid. Efter min mening viste Anand igen usikkerhed eller mangelfuld åbningsforberedelse, og Giri måtte da også indrømme, at Anand faktisk stod næstbedst og ikke vandt uden hjælp fra Topalov. Men da Topalov fejlede, spillede Anand særdeles sikkert. 

Status før hviledagen og 3. parti var, at begge parter måtte være utilfredse. Topalov spillede perfekt i 1. parti, men det meste var sandsynligvis forberedt hjemme, og i 2. parti fejlede han katastrofalt og blev kørt ud af banen. Anand måtte se i øjnene, at hans forberedte åbninger ikke havde virket. Det er helt forskelligt fra matchen mod Kramnik, hvor hans overlegne forberedelser sikrede sejren. Tankerne går til spillernes sekundanter, der på luksussuiterne sveder over analyser og variantnet, mens computerskærmenes blå lys kaster et sygt lys over deres skægstubbe, gule tænder og blodskudte øjne.

I 3. parti turde Anand ikke gentage den Grünfelder, der havde været så katastrofal i 1. parti. Det blev slavisk med hurtig dronningeafbytning. Normalt siger man jo, at Topalov ikke kan lide at spille uden dronninger, men det er faktisk ikke helt rigtigt. Hans styrke er mod, lange kalkulationer og presspil, både taktisk og strategisk, godt hjulpet på vej af den kolossale energi, han investerer i partiet. Hans svaghed er grove fejl og overseelser samt problemer med at forsvare passive stillinger. Han går også nogle gange for langt i sin søgen efter gevinst og initiativ. Hans impulsivitet i en stilling, hvor der ikke er en åbenlys plan, viste sig i 2. parti i det svage 26. -, Se3.

I 3. parti fik Topalov efter dronningeafbytningen en stilling med et klart initiativ baseret på sin bedre udvikling, terræn og sorts problemer med sin hvidfeltede løber, som bider mod granit på e4. Men sort kan langsomt befri sig, som det skete i 6. matchparti Topalov-Kramnik 2006. Nu prøvede Topalov igen.

Han pressede, men Anands forsvar var præcist, og allerede omkring træk 22. lignede det en remis.

3. parti Topalov – Anand efter 25. -, Lh7-g8

Anand tænkte længe over sit 25. -, Lg8, og kommentatorerne syntes vist ikke, at hans følgende træk var de bedste.

3. parti Topalov – Anand efter 32. -, Ld7-b5

Anands 32. -, Lb5 virkede som en fejl, men det var fascinerende at se Stockfish’s vurdering på chessbomb gå fra + 0,98 i Topalovs favør til +0,48 til +0,12, og snart derefter 0,0. Anand havde simpelthen set længere og fremtvunget en remisstilling. Remis ved trækgentagelse.

Al kontakt går gennem dommeren. Ingen af dem vil tilbyde remis. På mig virkede det som om Anand sad roligere ved brættet end i de to første partier.

Pressekonferencen varede længere denne gang. Topalov hævdede, han havde haft stor fordel, men Anand var ikke helt enig. Det var vi alle meget overraskede over. Der kom mere bid på, da der blev spurgt til reglen om, at spillerne ikke måtte tale med hinanden. Det er Topalovs krav, og her var det bemærkelsesværdigt, at det var en af de bulgarske officials og oversættere, der her tog ordet og svarede, at sådan var reglerne. Som det også blev påpeget af spørgeren, gjaldt de såkaldte Sofia-regler jo ikke ved en VM-match. Det blev lidt morsomt, da Anand blev spurgt, om det ikke var første gang, at et af deres partier ikke blev afsluttet med et håndtryk. Anand virkede lidt forvirret og svarede i begyndelsen vævende, siden, at det kunne han ikke huske. De havde jo også givet hånd ved partiets begyndelse, endte han med at sige. Topalov kunne ikke lade være med at smile undskyldende og efter at have vævet på samme vis og kikket op og ned svare, han vist havde glemt det.

En lidt udiplomatisk journalist spurgte Anand, om det var hans taktik at spille defensivt, som han havde gjort i de tre første partier. Verdensmesteren svarede kort og meget køligt, at han ikke spillede defensivt. ”I play chess!” Så syntes alle vist, at det var tid til at sige tak for i dag.      

Jeg kikkede lidt på brugernes kommentarer på chessdom.com og blev endnu engang forundret over den gang sludder og vulgært pladdersnak, folk under besynderlige dæknavne finder anledning til at lukke ud på nettet.

Jeg kan tilføje, at arrangementet fungerer godt. Jeg havde mine bange anelser, da jeg dagen før start ikke kunne blive akkrediteret eller i det hele taget komme i kontakt med nogen med ansvar, men på dagen klappede alt.

Ved pressekonferencen har der været journalister, der stillede spørgsmål på spansk, som både Anand og Topalov besvarede på samme sprog. Ved pressekonferencen efter 3. parti var der en spansk oversættelse til bulgarsk og engelsk.  

4. parti spilles i morgen. Anand har hvid. Og kaffemaskinen fungerer.

Dan H. Andersen

Matchen hjemmeside: www.anand-topalov.com