Danskere i udlandet sommeren 2009 – 3. del

Sommeren er jo traditionelt en travl skaktid i hele verden. Mange danskere drager ud og deltager i internationale turneringer.

Nedenfor et udpluk.

14th Open Balaguer Chess International
Efter at have spillet med i “VILLA DE BENASQUE” drog IM Nicolai V. Pedersen videre i Spanien til den 14th Open Balaguer Chess International. Her opnåede Nicolai en flot 3. plads med 7,5 af 10. 

Turneringen blev vundet af GM Eduardo Iturrizaga (2555), Venezuela med 8 point og bedre korrektion end GM Kiril Georgiev (2645), Bulgarien. Længere nede i feltet ses 7 stormestre, der endte efter Nicolai V. Pedersen. 

Præstationen var tæt på at være en GM-norm, men det blev ikke denne gang at Nicolai fik sin sidste norm. Nicolai V. Pedersen scorede i 2002 to GM-normer i henholdsvis Kavala Open og OL i Bled. Ratingen har flere gange været over 2500, så det er ”kun” den sidste norm, der mangler.

Hjemmeside: http://www.openbalaguer.org/


XXIV Villarrobledo International Rapid Tournament

Efter 14th Open Balaguer Chess rejste IM Nicolai V. Pedersen videre til hurtigturneringen i Villarrobledo, der havde deltagelse af 30 stormestre, heraf en håndfuld med over 2700 i rating: Alexei Shirov, Alexander Grischuk, Hua Ni, Etienne Bacrot og Ruslan Ponomariov. I det selskab er Nicolais 33.plads en fin placering.

Hjemmeside: http://www.ajedrezenvillarrobledo.es/


Ikaros 2009

Valby Skakklub har haft en delegation i Grækenland, hvor de deltog i ‘Ikaros 2009’.
Dennis Rej 5½ point, Kurt Klifoth 5 point, Erling Nilsson 5 point og Martin Skovsø Nielsen 4½ point. Kurt Klifoth spillede flot remis med IM Boris Maryasin, ELO 2348 i 4. runde og så endda kun fordi han så spøgelser, hvilket gjorde han ikke fik udført det sikre gevinsttræk.

Hjemmeside: http://www.chess.gr/ikaros/


Andorra Open

Andorra Open blev vundet af GM Romain Edouard (2597), Frankrig, der var ½ point foran en gruppe på 4. stormestre på andenpladsen. Mads-Holger Jacobsen blev besdst placerede dansker med 4½ point og en solid ratingfremgang. Henrik Mortensen scorede også 4½ point med et lille ratingplus, mens Jørgen Holmstrøm Nielsen scorede 3 point.

Hjemmeside: http://www.escacsandorra.com/

CZECH OPEN 2009 “Pardubice Open”
Czech Open 2009 er en kæmpe skak- og spilfest, der har trukket flere danske deltagere til. I GM gruppen har Henrik Holmsgaard 3 point efter 5. runde. Fire danskere deltager i B-gruppen, det er Leif Jensen, Michael Marschall, Martin Knudsen og Henrik Christensen.

Hjemmeside: http://www.czechopen.net/ 

Redaktionen modtager meget gerne oplysninger om danskere, der spiller i udlandet, på adressen: webmaster@skak.dk