Copenhagen Chess Challenge

For fjerde år i træk afholder BMS Skak en stærk international turnering i ugen med Bededags-weekend’en, og i år bliver turneringen stærkere end tidligere takket være hovedsponsoren “Formuepleje” (www.formuepleje.dk). Turneringen giver mulighed for GM-norm, og sidste års vinder, GM Mikhail Ivanov (billedet), får i år skarp konkurrence af bl.a. svenske GM Stellan Brynnel, armenske GM Karen Movsziszian, polske GM Miroslav Grabarczyk samt de danske GM-aspiranter Allan Stig Rasmussen og Jakob Vang Glud samt FM Nikolaj Mikkelsen.
 

Turneringen er åben, og den primære målgruppe er stærke juniorer, titelholdere og spillere med FIDE-rating. Feltet tæller i alt 38 tilmeldte spillere. Samtidig gælder turneringen ligesom de tidligere år det uofficielle danske kadet-mesterskab, som går til bedst placerede dansker født 1992 eller senere.

Programmet er hårdt med 9 runder i dagene onsdag d. 16. april til og med søndag d. 20. april, men med FIDE-betænkningstiden 90 minutter + 30 sek. pr. træk til hver spiller bliver partierne kun sjældent længere end 4 timer.

Turneringen hed oprindeligt “Tåstrup/Skovlunde International Junior Open”, men arrangeres nu udelukkende af BMS Skak og har i år fået sit nye og lidt enklere navn.

Læs mere på turneringens hjemmeside: