
Turneringen er åben, og den primære målgruppe er stærke juniorer, titelholdere og spillere med FIDE-rating. Feltet tæller i alt 38 tilmeldte spillere. Samtidig gælder turneringen ligesom de tidligere år det uofficielle danske kadet-mesterskab, som går til bedst placerede dansker født 1992 eller senere.
Programmet er hårdt med 9 runder i dagene onsdag d. 16. april til og med søndag d. 20. april, men med FIDE-betænkningstiden 90 minutter + 30 sek. pr. træk til hver spiller bliver partierne kun sjældent længere end 4 timer.
Turneringen hed oprindeligt “Tåstrup/Skovlunde International Junior Open”, men arrangeres nu udelukkende af BMS Skak og har i år fået sit nye og lidt enklere navn.
Læs mere på turneringens hjemmeside: