Junior-VM: 5. runde

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Her spilles der pigerne mod drengene og drengene har netop opdaget deres kæmpe brøler

GM Berkes var som ventet en for stor mundfuld for Jakob. Det blev til et nederlag i kun 23 træk. Vi havde ellers held med forberelsen, trods det at Berkes spiller alt muligt med hvid. Jakob kunne derfor spille de første 12 træk á tempo, og jeg lagde mærke til at Berkes ikke så glad ud ved situationen. Han tænkte derefter længe og kom op med en nyhed i 13. træk. Jakob mener, trækket er stærkt – jeg mener ikke det er noget særligt. Det skal vi selvfølgelig finde ud af i morgen, da Jakob let kan komme ind i denne åbning igen. De sidste 10 træk spillede ungareren meget stærkt, og Jakob fik ingen chancer. Igen i morgen venter der Jakob en hård opgave, nemlig det slovenske stortalent, Luka Lenic 2476!

 

Marie vandt i dag! På papiret flot mod franskmanden, Chaumont. Men se blot:

 Marie Frank Nielsen (1919)
 Adeline Chaumont (2035)
Junior-VM, piger (5) 2005

1.d4 d5 2.c4 e6 3.Sf3 Sf6 4.e3 Le7 5.Sbd2 0-0 6.Ld3 a6?! 7.0-0 dxc4 8.Sxc4 b5 9.Sce5 c5 10.dxc5 Lxc5 11.Dc2 Db6? 12.Sg5!
Afgørende. 
12…g6
12…h6 13.Lh7+!.
13.a3??
13.Sxf7 Txf7 14.Sxf7 Kxf7 15.b4!, og løberen på c8 hænger!
13…Ta7 14.b4 Ld6? 15.Lb2 Tc7? 16.De2 Sbd7?? 17.Sxd7 Sxd7

18.Ld4??
18.Dh5! var bedre eller 18.Sxh7.
18…Db8 19.Sf3?? e5!
…og herfra spillede Marie strålende og vandt sikkert i tidnøden.

I må vente med at se resten til partiet bliver offentliggjort på hjemmesiden. Helt ufattelige fejl på dette plan – det er nerver det hele. Marie var dybt rystet da jeg efter partiet gjorde hende opmærksom på disse fejl. Begge spillere havde hele partiet vandret i mørket, helt uvidende om fadæserne! Men ok, 1 point blev noteret – super!

Nerver var det også da vores nordiske venner Emil Agdestein og Hans Tikkanen begge tabte fuldstændig vundne stillinger mod meget højere ratede modstandere. Virkelig meget surt for dem begge 2. Det blev også til tre nuller til Ellisiv, Jorunn og Julia. Jorunn stod under det meste af tiden, medens det var helt i skoven, at både Ellisiv og Julia tabte udmærkede stillinger!

Trods de magre men forventede resultater er der stadig høj stemning i den nordiske delegation. Lige nu her kort før midnat søndag aften sidder de alle sammen lige her ved siden af i hyggeligt selskab med Kurnosov (som vi kender fra sommerens Politiken Cup) og Mamedyarov. Der veksles lidt mellem skakspil og korttricks.

Fra tid til anden spiller spiller de to stormestre lyn mod hinanden. Mamedyarov kender vi jo, og Kurnosov vandt jo lynturneringen under Politiken Cup med maksimum. De spiller på den måde, at Mamedyarov har hvid hver gang. Han har kun 20 sekunder til hele partiet, medens Kurnosov har 3 minutter, men så til gengæld mangler dronningen i udgangsstillingen. Det har selvfølgelig ikke noget med skak at gøre, men er meget underholdende at se på! Mamedyarov vinder hver gang, hvordan det så kan lade sig gøre på 20 sekunder – han er den rene troldmand!

– ris, ros og gode tips er stadig velkomne på: perandreasen@sol.dk

http://www.tsf.org.tr/index.php?option=com_content&task=view&id=169&Itemid=27