Danskere i Spanien

Seks Brønshøjspillere har spillet en lille open i Barberà del Vallès i Spanien i dagene 4.-12. juli.
 
Kort fortalt spillede vi alle en hæderlig turnering, men de skaklige forberedelser til partierne var der ikke mange af, da turen hver dag inden partierne gik med lange sightseeingture til Barcelona (20 min. med tog).

I A-gruppen gjorde Jacob Carstensen sig bemærket med en stærk remis mod turneringens højestratede GM Parligras (elo 2571), mens Asger Paaske slog IM Gonzalez Rodriguez (2386) med sort. Steen Petersen og undertegnede spillede begge en hæderlig turnering. Jeg scorede 5/5 med hvid og slappe 0.5/4 med sort, hvilket rakte til en plads lige udenfor præmierækken.

I B-gruppen lå Michael Agermose Jensen længe til at vinde turneringen, men desværre missede han nogle gode muligheder i de sidste par runder. Det blev dog til en flot 4. plads og en fin pengepræmie. Niels Erik Andersen scorede også rigtig godt og begge vandt en stor bunke rating.

A-gruppen, slutstillingen i toppen:
1-2. GM Arkadij Rotstein (Tyskland), GM Narciso Dublan (Spanien) 7.0 … 11-17. Thorbjørn Bromann 5.5; 23-33. Asger Paaske, Jacob Carstensen 4.5; 39-44. Steen Petersen 3.5 … 54 deltagere.

B-gruppen, slutstillingen i toppen:
1. Jhonny Sadusea (Venezuela) 7.5 … 4-9. Michael Agermose Jensen 6.5; 27-33. Niels Erik Andersen 5.0 … 94 deltagere.

Turneringens hjemmeside:

http://www.ajedreznd.com/2005/BARBERA.html