Curt Hansen vandt omkampen mod Steffen Pedersen og er dermed som den sidste af de otte klar til kvartfinalerne. Omkampens to ½-times partier blev ganske medrivende, selv om der blev budt på positionsspil mere end store taktiske slagudvekslinger.
I 1. omkampsparti havde Curt Hansen tilkæmpet sig gevinstchancer i slutspillet, da han gik ind i en binding, som tvang ham til at ofre en kvalitet. Stillingen var dog stadig lige akkurat remis.
2. partis klassiske Caro-Kann gav tilsyneladende Steffen Pedersen en solid stilling uden svækkelser, men Curt Hansen demonstrerede sin eminente evne til at placere brikkerne langsigtet, og efterhånden udmøntedes terrænfordelen i trusler og indbrudsfelter. Tårnslutspillet var håbløst for Steffen Pedersen, der dermed er ude af turneringen efter en jævnbyrdig match, hvor han havde marginalerne imod sig.
Kvartfinalernes otte spillere er identiske med seedningens nr. 1-8:
Kvartfinalerne:
1. Sune Berg Hansen (2) – 4. Tomas Hutters (8)
5. Karsten Rasmussen (7) – 8. Lars Schandorff (4)
9. Davor Palo (3) – 12. Nicolai V. Pedersen (6)
13. Jacob Aagaard Madsen (5) – 16. Curt Hansen (1)
Lodtrækningen om hvid i 1. parti foretages sent mandag aften.
Følg partierne live fra tirsdag kl. 12.00 på DM-hjemmesiden: www.skak-dm.dk/2005/